Gå til hovedindhold

Tuberkulose

Information om tuberkulose, samt undersøgelse og behandling.

Kort om tuberkulose

Tuberkulose er en infektion, som skyldes en bakterie, der hedder Mykobakterium Tuberkulosis. Bakterien ses oftest i lungerne, men den kan sætte sig i alle organer. Det er kun bakterien fra lungetuberkulose, som smitter. Bakterien vokser langsomt, og der kan gå flere år, fra man er smittet, til man eventuelt bliver syg.

Kun 5-10 % af de personer, der bliver smittet, udvikler en aktiv tuberkulose. Hvis du er blevet smittet, men ikke blevet syg, kan bakterierne hvile i kroppen og blive aktive senere, hvis dit immunforsvar bliver svækket.

Årsager til tuberkulose

Tuberkulose smitter fra person til person med dråber fra host eller nys. Tuberkulose er ikke en særligt smitsom sygdom. Personer med hvilende bakterier i kroppen kan ikke smitte. Personer med et nedsat immunforsvar har højere risiko for at blive syge, hvis de smittes.

Symptomer på tuberkulose

De mest almindelige symptomer er fx:

  • Hoste.
  • Opspyt af slim fra lungerne, som kan være blodigt.
  • Åndenød.
  • Vægttab.
  • Øget træthed.
  • Nattesved.

Andre symptomer på tuberkulose er:

  • Hævede lymfeknuder.
  • Bylder.
  • Hævede led.
  • Smerter i knoglerne.

Sådan stilles diagnosen

Undersøgelserne for tuberkulose afhænger af dine symptomer eller lægens mistanke om, hvor tuberkulosen sidder.
Bakterien vokser langsomt, og derfor tager det nogle gange op til 8 uger, før vi har det endelige resultat af undersøgelserne.

Smitteopsporing

Det er vigtigt at begrænse spredning af smitte. Derfor skal patienter med lungetuberkulose i behandling hurtigst muligt. Efter 14 dage i behandling smitter man ikke længere.
Derudover er det vigtigt at lave smitteopsporing, som består i at finde ud af, hvor smitten kommer fra, og om patienten har nået at smitte andre. Smitteopsporing foregår ved at undersøge dem, som har været i nær kontakt med en smittet, fx familie, kollegaer, klassekammerater eller andre med tæt kontakt til den smittede.

Hvis du har været i tæt kontakt med en smittet, undersøger vi dig ved at lave en hudtest på din arm eller ved at tage en blodprøve. Hvis testen er positiv, røntgenfotograferer vi dine lunger for at se, om der er tegn på aktiv tuberkulose. Vi giver også i nogle tilfælde forebyggende medicin.
Hvis testen er negativ 2-3 måneder, efter du har været udsat for smitte, er du ikke blevet smittet.

Behandling

Medicinsk behandling

Tuberkulose kan helbredes med den rette behandling. Behandlingen består af fire slags antibiotika, som du skal tage i to måneder, og to slags antibiotika, som du skal tage i yderligere fire måneder. Medicinen er tabletter, som du får udleveret på hospitalet.

Ved meget svær tuberkulose kan behandlingen forlænges i yderligere tre måneder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden