Gå til hovedindhold

Springfinger, behandling af

I tilfælde af springfinger findes to behandlingsmåder: en blokadeanlæggelse og/eller en operation.

En springfinger opstår, når der er et misforhold mellem omfanget af fingerens seneskede og tykkelsen af fingerens bøjesener. Bøjesenen låses derfor i seneskeden, og det er smertefuldt at rette fingeren ud. Her kan du læse om, hvordan vi behandler en springfinger. 

En springfinger kan behandles på to måder.

Første behandling er ofte en blokadeanlæggelse omkring seneskeden ud for fingerens grundled. Du kan forvente, at effekten af blokaden tiltager de første tre uger efter injektionen. Herefter kontrolleres resultatet i klinikken oftest efter 6-8 uger.

Fjerner blokaden ikke alle gener fra fingeren, tilbydes du en operation. Ved operationen deles seneskeden ud for fingerens grundled, således at bøjesenerne efterfølgende er frie. Operationen udføres i lokal bedøvelse på operationsgangen.

Forberedelse til operation

På apoteket kan du købe Paracetamol (Panodil eller Pamol) og Ipren, som er de smertestillende piller, vi anbefaler efter operationen.

På operationsdagen skal du sikre dig, at du ikke har sår eller rifter på hånden. Du må heller ikke have neglelak, gellak, shellac, kunstige negle eller smykker på, da det øger risikoen for infektion og kan medføre, at operationen må udsættes.

Du skal sørge for at have tøj på, hvor der er plads til en stor bandage om hånden.

Rygning

Rygning øger risikoen for komplikationer efter operationen.

Hvis du er ryger, anbefaler vi derfor, at du stopper med at ryge mindst 8 uger før operationen, samt 4 til 8 uger efter operationen.

Selvom der måske er kortere tid til din operation, anbefaler vi fortsat, at du undgår rygning, da vi ved, at det hjælper helingsprocessen.

Alkohol

Alkoholindtag øger risikoen for komplikationer efter operationen.

Drikker du mere end 4 genstande dagligt, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du 4 uger inden operationen holder helt op med at indtage alkohol. Det vil medvirke til, at nedsætte risikoen for infektioner, blødninger og hjerte-lungeproblemer efter operationen.

Operationsdagen

Du møder i Operationsmodtagelsen, som du finder på Gentofte Hospitalsvej 1, 1.sal på det aftalte tidspunkt. Du må gerne spise og drikke inden operationen og skal derfor ikke møde fastende.

Efter operationen

Efter operationen får du en håndbandage på. Efter 3 dage kan bandagen fjernes og erstattes med et plaster.

Ca. 2 uger efter operationen fjernes trådene. Det foregår enten hos egen læge eller i Håndkirurgi, klinik 1. Dette aftales individuelt.

Du kan efter nogle dage finde dit operationsnotat på www.sundhed.dk

Genoptræning

I de første 2 uger kan du ikke bruge hånden ret meget. Når trådene er fjernet, kan du genoptage daglige aktiviteter efter evne, således at belastningen af hånden øges i ugerne efter.

Smerter

I de fleste tilfælde er der ikke behov for stærkere smertestillende medicin end Paracetamol og Ipren.

Risici ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Der kan komme lette føleforstyrrelser i den opererede finger. Disse forsvinder normalt i løbet af nogle måneder.

Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS); forekommer sjældent (1-3 %). CRPS er en reaktion i kar og nerver, som giver smerter, hævelse og stivhed i armen og ned i hånden. Årsagen er ukendt.  CRPS skal behandles individuelt, og det kan være et langt forløb.

Risiko for betændelse er under 1 %.

Andre forholdsregler

Hvis du har hjemmepleje, bedes du selv orientere dem om den forestående operation.

Du kan ikke selv køre hjem fra hospitalet. Det anbefales, at du ikke kører bil, før din hånd er fuldt funktionsdygtig.

Sygemelding gives almindeligvis i op til 4 uger, afhængigt af dit erhverv. Dette aftales individuelt med lægen.

Udenlandsrejser

Skal du ud at rejse, anbefaler vi, at du i god tid inden operationen kontakter dit forsikringsselskab. De første måneder efter en operation kan der være forhold, der gør, at forsikringsselskabet ikke vil dække eventuelle skader/sygdom.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden