Om skulderbrud
Ved et skulderbrud er overarmsknoglen brækket tæt ved skulderleddet. Skulderbrud opstår oftest ved, at man falder direkte ned på skulderen.
Du har i dag været til kontrol ca 10-14 dage efter dit skulderbrud.
Inden kontrollen har du fået taget et røntgenbillede, og lægen har vurderet at bruddet skal have tid til at vokse sammen af sig selv uden operation.
Smerter, hævelse og misfarvning
Det er normalt, at et skulderbrud gør ondt. De værste smerter fortager sig efter 2-3 uger. Herefter sker der en gradvis bedring, så skulderen er næsten smertefri efter 3 måneder.
På grund af slaget mod skulderen kan skulderen hæve op. Af og til kan skulder, arm og brystkasse blive misfarvet (blå mærker). Det er ikke farligt og forsvinder med tiden af sig selv.
Vi anbefaler, at du bruger almindeligt smertestillende medicin, som fås i håndkøb på apoteket. I samråd med lægen aftaler I, om du stadig har behov for smertestillende medicin.
Hvis du fremadrettet stadig har problemer med behandlingen af smerter, skal du kontakte din praktiserende læge.
Slynge
Slyngen tages af til denne kontrol. Fremadrettet skal du kun bruge slyngen kortvarigt, hvis du bliver træt i armen hjemme. Brug gerne slyngen, hvis du er udenfor hjemmet. Dog højest i 3 uger fra skaden.
Søvn
Det kan være svært at finde en god hvilestilling, når du skal sove. Prøv dig frem og brug puder til at støtte den skadede arm.
Træning
Brug armen uden restriktioner (efter evne) efter denne kontrol.
Du bliver instrueret i ubelastede øvelser og får udleveret et træningsprogram, inden du går hjem.
Vi sender besked til din kommune om at indkalde dig til genoptræning. Indtil du bliver indkaldt til genoptræning, skal du træne selv efter det udleverede træningsprogram.
Du kan selv gøre meget for, at din skadede arm kommer til at fungere så godt som muligt igen. Følg træningsprogrammet og brug din arm i dagligdagens aktiviteter, fx barbering, tandbørstning eller spisning, og gør dig umage med at bruge den så naturligt som muligt.
Det tager tid, før skulderen får den styrke og bevægelighed, den havde før bruddet. Du må derfor regne med en længere genoptræningsperiode.
Kontrol
Vi vurderer, om du skal til kontrol i Skulder-, Albue- og Håndkirurgi, klinik 1 ca. 6 uger efter skaden, eller om vi afslutter dig til din praktiserende læge.
Hvis du skal komme igen, får du tiden tilsendt til din e-Boks. Har du frameldt e-Boks får du tilsendt et almindeligt brev.
Hvis vi afslutter dig, sender vi et brev til din praktiserende læge.
Efterforløb
Brud på skulderen er en skade, som det for de flestes vedkommende vil tage 4-6 måneder at komme sig over. Det endelige resultat kan først vurderes efter 1 år.
De fleste får på længere sigt en rimelig skulderfunktion. Der kan i nogle tilfælde komme lidt stivhed i skulderen, som gør det vanskeligt at løfte armen helt så højt som før. For at minimere denne stivhed er det vigtigt, at skulderen bliver genoptrænet rigtigt.
De fleste oplever begyndende fremgang mellem 2 og 6 uger. Er der fremgang, er der god prognose for at opnå en rimelig skulderfunktion.
Er der fortsat manglende fremgang mellem 6 og 12 uger efter skaden, kan du kontakte os med henblik på en ekstra kontrol.
Er der gået mere end 3 til 4 måneder efter din skade, skal du henvende dig til din praktiserende læge. Du kan bede din praktiserende læge om at sende en henvisning til os, så vi kan se dig igen.
Et godt råd
Hvis du har en ulykkesforsikring, bør du anmelde skaden til forsikringsselskabet. Det samme gælder, hvis din skade er en arbejdsskade.
Knogleskørhed
Ved knogleskørhed mister skelettet sin styrke på grund af forandringer i knoglerne. Knoglestyrken kan være så lav, at selv et tilsyneladende fredeligt fald, kan medføre et brud.
Det er meget sjældent at få knogleskørhed, før man er fyldt 50 år, men derefter stiger risikoen med alderen. Knogleskørhed ses hyppigst hos kvinder, men mænd rammes også.
Vi anbefaler, at du ved næste konsultation hos din egen læge, spørger ind til knogleskørhed. Knogleskørhed kan behandles medicinsk.