Du har fået udleveret en PEP-fløjte. Den kan forebygge og hjælpe dig af med slim i lungerne. Når slimen har løsnet sig, kan den rømmes eller hostes op.
Her kan du læse mere om PEP-fløjten og om, hvordan du bruger den.
Sådan bruger du PEP-fløjten
- Sid med rank ryg. Støt eventuelt albuerne på et bord.
- Placér mundstykket mellem tænderne og lad læberne slutte tæt om mundstykket.
- Træk vejret roligt ind og pust ud gennem fløjten. Pust ud med moderat kraft og uden at tømme lungerne. Du kan mærke med hånden, at luften under udåndingen passerer hvislende igennem fløjtens modstand. Du hører ikke nogen fløjtelyd, når du puster.
- Gentag 10-20 gange.
- Tag fløjten ud af munden. Træk vejret og foretag 3-5 moderate og lange stødninger, som hvis du ånder kraftigt på et spejl.
- Pust og stød gentages 3 gange i alt.
Du skal bruge PEP-fløjten ______ gange dagligt.
Sådan virker PEP-fløjten
Når du puster ud, tvinges luften ud gennem den farvede modstand.
Modstanden er afhængig af, hvor kraftigt du puster i fløjten. Fysioterapeuten vejleder dig i, hvor kraftigt du skal puste.
Når du træner med PEP-fløjten, stiger trykket i lungerne. Trykket åbner de mindste lungeafsnit, forbedrer ventilationen. Iltprocenten i blodet øges og slimen løsnes.
Rengøring
Skil de tre dele ad, og vask dem i varmt vand tilsat sulfo. Skyl alle dele grundigt efter og lad dem tørre. Husk at samle PEP-fløjten rigtigt (se billedet).