Gå til hovedindhold

Operation for kort penisbånd (Indlagt)

Operation af for kort penisbånd foregår i lokalbedøvelse og tager cirka 45 minutter.

Et kort penisbånd kan medføre smerter ved samleje og kan ved eventuel bristning medføre blødning og arvævsdannelse.

Introduktion til operationen

Operation for kort penisbånd foregår oftest i lokalbedøvelse.              Operationen varer ca. 30-45 minutter.

Din forberedelse til operationen

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du aftale med lægen, om du måske skal holde pause med medicinen inden operationen.

Det er vigtigt, at kroppen er ren for at forebygge infektion. Du skal derfor tage et brusebad på operationsdagen inden du møder i sengeafsnittet.

Operationsdagen

Når du møder på sengeafsnittet vil sygeplejepersonalet vise dig til rette.

Inden du bliver kørt til operation:

  • får du udleveret rent tøj, der består af lange strømper, underbukser og en speciel operationsskjorte, som du skal tage på.
  • skal du tage ur og andre smykker af.
  • skal du have identifikationsarmbånd på.
  • Du må gerne beholde evt. briller, høreapparat og tandprotese på.

På operationsstuen

Du får lagt lokalbedøvelse i form af 1-4 injektioner i det område, hvor du skal opereres. Der vil være lette smerter i forbindelse med lokalbedøvelsen, men denne vil virke efter få minutter. Du vil herefter kunne mærke at lægen rører ved dig, men du vil ikke føle smerte. 

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet.                                      Her har du mulighed for at hvile dig og få lidt at spise og drikke, inden du tager hjem.

Smertebehandling

Lokalbedøvelsen varer et par timer. Det er normalt at penis og pung efter operationen godt kan blive let hævet og misfarvet. Dette forsvinder oftest efter 1 uge. Du kan opleve lette smerter, svien og ømhed i operationsområdet, dette forsvinder igen efter nogle dage.

Ved smerter kan du tage en tablet Paracetamol (f.eks Panodil, Pinex, Pamol) 1 gram op til 4 gange i døgnet og/eller en tablet Ibuprofen 400 mg op til 3 gange i døgnet.

Gode råd

Hvis du har fået fuld bedøvelse, bør du ikke køre bil, motorcykel eller andet køretøj i 24 timer efter bedøvelsen, da du stadig kan være påvirket af medicin.

Du bør  forholde dig fuldstændig i ro de første 24 timer, for at undgå hævelse og blødning.

Det vil være en god ide, at du arrangerer en kørsel hjem. 

Der er anlagt en stram forbinding omkring penis for at undgå blødning og hævelse.

Penis skal ligge op ad maven, og skal holdes på plads med et par tætsiddende underbenklæder eller nettrusser. Dette får du udleveret inden du går fra afdelingen.

Ved vandladning skal du trække forbindingen tilbage, så den ikke bliver våd. Hvis forbindingen falder af, behøver du ikke en ny forbinding. 

Efter det første døgn, kan du fjerne forbindingen, og tage et brusebad. Du kan blot duppe såret tørt.

Trådene opløser sig selv, og falder af efter ca. 3 uger.

Du må ikke have seksuelt samvær i 3 uger eller indtil stingene er faldet af.

Du skal undgå karbad og fysisk hård aktivitet i 2 uger. 

Udenlandsrejse

Du er ikke automatisk dækket af en almindelig  rejseforsikring efter en operation. Du skal derfor kontakte dit rejseforsikringsselskab og høre nærmere.

Henvendelse ved komplikationer

Komplikationer forekommer sjældent. I tilfælde af blødning, hævelse og misfarvning kan du lægge en ispose på.

Såfremt du får feber, kraftige smerter eller hævelsen ikke forsvinder og der tilkommer rødme/varme omkring såret skal du i de første 24 timer efter udskrivelsen henvende dig til Afdeling for Urinvejssygdomme, sengeafsnit 1 på telefon nummer 38 67 28 42.
Efter de første 24 timer kan du i dagtimerne på hverdage henvende dig til Afdeling for Urinvejssygdomme, Klinik 1 på telefon 38 68 01 40 eller til din egen læge.

Aften, nat og weekend skal du kontakte Akuttelefonen 1813, hvorefter du bliver henvist til nærmeste Akutmodtagelse.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden