Gå til hovedindhold

Operation for årebrok i pungen (Varicocele)

Information om operation og efterbehandling.

Hvad er årebrok?

Årebrok i pungen (varicocele) er knuder eller udvidelser af blodårer, som begynder lige over testiklen og løber op langs med testikelophænget.

Introduktion til operationen

Lægen laver et lille snit lige over lysken. Årerne i testikelophænget findes ved hjælp af et mikroskop og lukkes herefter med selvopløsende tråde. Operationen varer cirka 1 time og foregår i fuld bedøvelse. 

Du vil normalt blive udskrevet samme dag. Du bør ikke køre bil, motorcykel eller andet køretøj i 24 timer efter bedøvelsen, da du stadig kan være påvirket af medicin med mere. Du skal forvente, at årebrokket i op til 2 mdr. efter operationen vil føles mere spændt og ømt. 

Først herefter vil det svinde ind.

Din forberedelse til operationen

Livsstil i ugerne inden operationen

Du skal spise sundt og varieret og sørge for at være i god fysisk form.

Du bør være varsom med alkohol inden operationen og følge Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Det er desuden en god idé at holde op med at ryge. 

Behandling med blodfortyndende medicin

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du måske holde pause før din operation. Tal med din læge om det.

Kosttilskud

Blødning under operationen øges, hvis du tager kosttilskud (Fiskeolie, Glucosamin, Q10, hvidløgstabletter eller ingefær), og du skal holde pause i mindst 14 dage, inden du skal opereres. Det samme gælder, hvis du spiser store mængder fed fisk eller hvidløg i kosten. 

Hverdagen før operationen

Ved journaloptagelse skal du;

  • have taget blodprøver og eventuelt et hjertediagram (EKG).
  • undersøges af en læge.
  • tale med en narkoselæge om bedøvelsen. 
  • have en indlæggelsessamtale med sygeplejepersonalet.

Faste

Du skal bedøves i forbindelse med operationen og du skal derfor faste og tørste. Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Dagen før operationen må du spise og drikke frem til kl. 02.00. Efter kl. 02.00 må du ikke længere spise, men gerne indtage drikkevarer (undtagen juice og mælkeprodukter).

Fra kl. 06.00 må du hverken drikke eller spise.

Vi anbefaler, at du umiddelbart før kl. 06.00 drikker 250 ml  vand eller gerne saftevand. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

På operationsdagen

Ved din ankomst til afdelingen skal du hjemmefra

  • have taget et brusebad 
  • have fjernet eventuel hårvækst i operationsområdet med en hårtrimmer
  •  have taget smykker og ur af
  • tage din vanlige morgenmedicin kl. 06.00 med lidt vand, bortset fra evt. diabetes medicin eller blodfortyndende medicin og medbringe din vanlige medicin ved indlæggelsen. 

Inden du bliver kørt til operationen

Før du bliver kørt til operationsstuen, skal du

  • tage rent tøj på, der består af underbukser og en hospitalsskjorte.
  • have identifikationsarmbånd på. 
  • eventuelt have en beroligende tablet. 

Du må gerne beholde eventuelle briller, høreapparat og tandprotese på.

På operationstuen

Du får lagt et lille plastikrør (et drop) i en blodåre. Igennem droppet får du smertestillende medicin, sovemedicin og væske under operationen. Personalet fjerner droppet igen, når du er kommet på sengeafsnittet.

Efter operationen

Observation

Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du overvåges, indtil bedøvelsen har fortaget sig.

På sengeafsnittet tager plejepersonalet imod dig og observerer din tilstand. Du vil få tilbudt drikkevarer og noget at spise.

Plejepersonalet kan støtte dig de første gange, du skal ud af sengen.

Smertebehandling

Hvis du får smerter, kan du tage tablet Paracetamol (f.eks. Panodil, Pinex eller Pamol) 1 gram op til 4 gange i døgnet og/eller tablet Ibuprofen 400 mg op til 3 gange i døgnet. 

Sårpleje

Du får en lille forbinding over såret. For at støtte pungen anbefaler vi fastsiddende herretrusser, der kan støtte og elevere pungen. 

Forbindingen må fjernes dagen efter operationen og du må gerne tage brusebad. Hvis det siver fra såret, skal du have ny tør forbinding på.

Du skal undgå karbad indtil trådene er opløst. Trådene er selvopløselige og forsvinder i løbet af cirka 2-3 uger. 

Udskrivningssamtale

For at sikre, at du er tilstrækkeligt informeret om dit videre forløb, skal du inden udskrivelse have en udskrivningssamtale. Vi opfordrer til, at du inden samtalen forbereder eventuelle spørgsmål, og at du venter med at forlade afdelingen indtil efter samtalen. 

Hvis du efter udskrivelsen fortsat skal tage medicin, vil du få udleveret en medicinliste. 

Efter udskrivelsen

Du bør tage det med ro de første 24 timer for at undgå hævelse og blødning. Du skal undgå tunge løft (10 kg og derover) de første 2 uger. Du kan genoptage seksuel aktivitet efter 14 dage. 

Indlæggelsesbevis og sygemelding

Du kan få et indlæggelsesbevis med fra afdelingen, men har du brug for en sygemelding, skal den udstedes af din praktiserende læge.

Rejser

Du er normalt ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring ved udlandsrejser efter indlæggelse/operation. Du skal derfor kontakte dit rejseforsikringsselskab og høre nærmere.

Henvendelse ved komplikationer

Du skal henvende dig, hvis du oplever komplikationer, som f.eks.:

  • Stærke smerter
  • Kraftig blødning
  • Voldsom hævelse eller rødme
  • Pus fra såret
  • Feber

I de første 24 timer efter udskrivelse må du henvende dig til Afdeling for Urinvejssygdomme, Sengeafsnit 1 på telefon 38 67 28 42.

Herefter kan du henvende dig til Afdeling for Urinvejssygdomme, Klinik 1 på telefon 38 68 01 40 eller din egen læge. 

Aften, nat og weekend skal du kontakte Akuttelefonen 1813, hvorefter du kan blive henvist til nærmeste Akutmodtagelse. 

Kontrol og efterbehandling

Der er ingen kontrol herefter. Hvis der fortsat er problemer, skal du henvende dig til egen læge. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden