Gå til hovedindhold

Ofte stillede spørgsmål

Her finder du svar på en række ofte stillede spørgsmål i forbindelse med indsættelse af kunstigt skulderled.

Betændelsestilstande før operationen

Hvad skal jeg være opmærksom på før min operation?

Hvis du har en betændelsestilstand i kroppen, f.eks. blærebetændelse eller en tandbyld, skal du være færdigbehandlet for dette inden operationen.

Selv mindre sår i operationsområdet eller på benene medfører en betydeligt øget risiko for betændelse og kan medføre, at operationen må udskydes.

Det er derfor vigtigt, at du kontakter afdelingen, hvis du op til operationsdagen får feber, blærebetændelse, tandbyld, sår eller lignende.

Udskrivelse

Hvornår bliver jeg udskrevet?

Vi forventer, at du er klar til udskrivelse dagen efter din operation. Udskrivelsen planlægges endeligt i et samarbejde mellem dig, din støtteperson, afdelingspersonalet, fysioterapeuten og lægen.

Planlæg tiden efter udskrivelse

Allerede før din indlæggelse beder vi dig overveje følgende spørgsmål:

  • Hvem kan støtte dig efter udskrivelsen?
  • Hvordan får du købt ind og lavet mad?
  • Hvordan kommer du til og fra hospitalet? Du skal være opmærksom på, at du selv skal sørge for kørsel, og at du ikke selv må køre hjem efter operationen. 
  • Hvordan får du hentet din medicin på apoteket?
  • Kan du selv dosere din medicin, eller skal du have hjælp?
  • Skal du have hjemmehjælp – enten til personlig pleje eller rengøring?

Medicin

Hvor længe skal jeg fortsætte med smertestillende medicin?

Vi anbefaler, at du fortsætter med smertestillende medicin, så længe du har meget kraftige smerter ved aktivitet eller i hvile. Du må ikke have mere ondt, end at du kan holde til at være aktiv og kan sove om natten.

I forbindelse med udskrivelsen får du en medicinoversigt, som gennemgås med dig inden udskrivelsen.

Vi sørger for recepter, så du kan få dit smertestillende hjemme. Du får medicin med hjem til det første døgn.

Hvorfor har nogle præparater et andet navn eller udseende end det der står på min medicinliste og som jeg får udleveret fra hospitalet?

Apoteket har nogle gange en billigere udgave af præparaterne som er fremstillet af en anden producent, men virkning og eventuelt bivirkninger er de samme. På din medicinliste vil du kunne se Lægemiddelnavn og Aktivt stof. Vi anbefaler dig at gå ud fra det aktive stof, da firmanavnene kan variere.

Spørg personalet på apoteket hvis du er i tvivl.

Skal jeg fortælle personalet om smerter?

Det er vigtigt at du fortæller os, hvis du har smerter. Når vi taler om smerterne, kan vi tilpasse den smertestillende medicin så du kan være aktiv uden at have alt for ondt.

Abstinenser ved nedtrapning

Abstinenser i forbindelse med for hurtig nedtrapning af smertestillende medicin topper oftest efter 2-3 dage og aftager i løbet af en uges tid

Såret

Hvor meget må det sive fra operationssåret, og hvornår skal jeg skifte plastret?

Det er normalt, at der siver lidt gullig-klar væske eller blod ud fra operationssåret de første dage efter operationen.

Det er kun nødvendigt at skifte plaster, hvis det siver fra såret, så plasteret er gennemblødt eller plasteret løsner sig. Plasteret må gerne sidde i op til 14 dage uden at blive skiftet.

Du får plaster med hjem i tilfælde af, at du får behov for at skifte plasteret.

Jo færre gange du åbner op til operationssåret, desto bedre er det.

Det er vigtigt, at du dagligt holder øje med tegn på infektion. Tegn på infektion kan være rødme, hævelse, varme og tiltagende smerter.

Har du husdyr, må de ikke komme i kontakt med dit operationssår, fordi det øger risikoen for betændelse.


Gør det ondt at få fjernet klips i huden?

De fleste patienter mærker intet, når de skal have fjernet klips. Vi bruger en specialdesignet tang til dette.

Få oplever, at det kan nive en smule, når klipsene bliver fjernet.

Må plasteret på såret blive vådt? 

Du bliver udskrevet med et vandafvisende plaster på såret. Det betyder, at du kan gå i bad uden at dække plasteret til.

Bil

Hvornår må jeg køre bil?

Der skal gå 6 uger efter operationen, før du må køre bil.

Generelt gælder det, at du først må køre bil, når du ikke længere tager stærk smertestillende medicin og når det er forsvarligt i henhold til færdselsloven. Du skal have fuld kontrol over rattet og kunne udføre en undvigemanøvre.

Vær opmærksom på, at dit forsikringsselskab kan have forbehold i forhold til bilkørsel efter en operation.

Aktiviteter

Hvor meget må jeg træne?

Du skal følge træningsprogrammet som anbefalet af fysioterapeuten. Her er der individuelt taget stilling til øvelserne.

Det er vigtigt, at du veksler mellem hvile, træning og anden aktivitet dagen igennem.

Hvornår må jeg gå i svømmehal?

Du må gå i svømmehal, når klips eller tråde er fjernet, og der ikke længere er sårskorper eller sivning fra såret.

Husk at overholde de bevægelsesrestriktioner, du har fået.

Hvornår må jeg begynde at arbejde?

Det afhænger af arbejdets karakter.

Du må begynde at arbejde, når du kan gøre det indenfor de bevægelsesrestriktioner, du har fået. Du skal være opmærksom på, at du fremover højst må løfte 8-10 kg.

Det er desuden en fordel at optrappe den daglige arbejdstid gradvist, for at mærke om det går. Du skal være opmærksom på også at have overskud til at træne din skulder.

Hvornår må jeg have seksuelt samliv?

Du må gerne have seksuelt samkvem, når blot du overholder de angivne bevægerestriktioner.

Hvor længe skal jeg gå med slynge?

Du skal bruge slynge fast dag og nat de første 14 dage efter operationen. Du må tage slyngen af i forbindelse med bad, tøjskift, og når du udfører dine træningsøvelser.

Efter 14 dage skal du bruge en løs slynge i dagtimerne, når du er træt i armen eller har lidt smerter.

Hvornår må jeg cykle?

Du må cykle i trafikken på en almindelig cykel, når:

  • Der er gået 6 uger
  • Du ikke tager stærk smertestillende medicin.
  • Du ikke bruger slynge

Hvile

Må jeg ligge på den opererede side?

Ja, det må du gerne, hvis smerten tillader det.

Sådan må du bruge skulderen fremover 

Hvad må jeg når restriktionerne er ovre, altså efter 6 uger?

Du må, hvad du kan med skulderen. Smerter og hævelse vil som regel sætte begrænsningen og fortælle dig, hvad du kan.

Vi anbefaler, at du undgår kontaktsport og aktiviteter, der indebærer risiko for fald.

Du har en livslang max belastning på 8-10kg.

Træthed

Hvorfor er jeg så træt?

Du kan forvente at være træt, når du kommer hjem. Det er helt normalt, når kroppen bruger energi på at hele ovenpå en operation. Brug af stærk smertestillende medicin, kan også gøre dig træt.

Vi anbefaler, at du tager hvil i løbet af dagen og får ekstra proteiner gennem kosten, så længe du er træt.

Kontrol efter operation

Hvornår skal jeg til kontrol? 

Du kan forvente at sygeplejersken kontakter dig inden for en uge efter udskrivelsen.

Du vil blive indkaldt til kontrol hos en sygeplejerske og en ergo- eller fysioterapeut 14 dage efter operationen.

Du kommer til kontrol hos kirurgen 3 måneder efter.

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden