Gå til hovedindhold

Neglesvamp

I denne information kan du læse om neglesvamp, hvordan man får det og hvordan man kan behandle det.

Neglesvamp

Neglesvamp skyldes en infektion med mikroskopiske svampe, som spreder sig fra huden på tæerne eller fingrene til neglene, som derved inficeres.

Hvorfor får man neglesvamp?

Den mest almindelige grund til neglesvamp skyldes smitte med en speciel skimmelsvamp kaldet en dermatofyt, men det kan også skyldes andre skimmelsvampe eller gærsvampen candida.

Det er som oftest tåneglene, der bliver inficeret med svamp. Det er vigtigt at vide, hvilken svamp der er tale om, fordi behandlingen kan være forskellig afhængig af svampearten.

Man skal være opmærksom på, at ikke alle negleforandringer skyldes svampeinfektion. Negleforandringer kan også opstå hvis man eksempelvis går i for små sko eller har hudsygdomme som psoriasis eller eksem.

Hvis man har dårligt blodomløb eller sukkersyge, får man lettere neglesvamp.

Hvordan viser neglesvamp sig?

Neglesvamp viser sig ved, at neglen bliver fortykket og hvid-gullig misfarvet. Nogle gange løsner neglen sig fra neglelejet og huden.  En samtidig fodsvamp viser sig ved, at huden mellem tæerne revner, skæller eller klør.

Negleforandringer ved fingrene er ofte ledsaget af smerter, rødme og hævelse af huden omkring neglene, og der kan komme pus ud ved neglebåndet. Denne type infektion ses oftere hos personer, der er udsat for langvarig fugt på hænderne.

Hvordan stiller man diagnose?

Lægen skraber eller klipper små stykker af den forandrede negl og sender det til undersøgelse. Afhængig af hvilken undersøgelse lægen skal bestille, kan det tage fra få dage og op til 4 uger, inden der kommer svar på prøverne.

Hvordan behandles neglesvamp?

Der er flere måder neglesvamp kan behandles på. Enten i form af tabletter, der skal sluges, som svampedræbende creme eller som en speciel neglelak. 

Tal med din læge om fordele og ulemper ved de forskellige typer behandlinger, og hvilken der passer bedst til dig. Det er også muligt, at kombinere de forskellige typer behandlinger. Noget medicin skal du tage dagligt i lang tid, andet medicin skal du holde pauser med ind i mellem. Lægen vil forklare dig, hvad du skal gøre. Uanset hvilken behandling, du vælger, er det vigtigt, du følger behandlingen nøje. Du kan også sammen med din læge beslutte, at du slet ikke skal behandles. 

Nogle typer svampemedicin kan give bivirkninger, hvis de kombineres med visse typer medicin. Det er derfor vigtigt, at du fortæller lægen, hvis du tager andet medicin eller kosttilskud.

Behandlingen tager tid

Behandlingen af neglesvamp tager lang tid, fordi negle gror langsomt. Fingernegle gror hurtigere end tånegle. Det forklarer, hvorfor det tager længere tid at behandle tåneglesvamp end fingerneglesvamp.

Medicinen kan ikke reparere den del af neglen, der er angrebet af svamp. Medicinen virker ved, at den nye negl kommer ud rask. Den del af neglen, der er svamp i, skal altså vokse ud. Neglesvampen kommer igen i cirka 1 ud af 5 tilfælde.

Det er vigtigt, at det fortykkede neglevæv fjernes inden behandling. Fortykket neglevæv kan fjernes ved foreksempel at file neglene tynde. Du kan med fordel gøre dette ca. 1 gang ugentligt under hele behandlingen. Det vil give det bedst mulige resultat. 

Behandlingsplan 

Sæt kryds ved/ understreg planlagt behandling

Tablet/kapsel

  • Tablet Terbinafin 250 mg x 1 dagligt i 2 måneder for fingernegle eller 3 måneder for tånegle
  • Kapsel Itraconazol 200 mg x 2 dagligt i en uge efterfulgt af 3 ugers pause. Dette gentages en gang for fingernegle og to gange for tånegle.
  • Kapsel Itraconazol 200 mg x 1 dagligt i 3 måneder
  • Kapsel Fluconazol 150-300 mg 1 x ugentligt i 3-6 måneder for fingernegle og 6-12 måneder for tånegle.

Medicinske neglelak

  • Amorolfin som anvendes 1-2 x ugentligt
  • Ciclopirox som anvendes 1 x dagligt

Kontroller

Der skal tages blodprøver før behandling og efter 1 måneds behandling

Der er planlagt kontrol hos lægen om ______måneder

Du skal holde pause med medicinsk neglelak 14 dage før din kontrol tid.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden