Du skal have indsat et kunstigt hofteled ved en operation. Det skyldes ofte, at brusken i dit led er slidt. Ved operationen fjerner vi de slidte dele i hofteledet og sætter et kunstigt hofteled ind, som er tilpasset dig.
Selve operationen foregår på Gentofte Hospital. Du kan se i din indkaldelse, hvor du skal møde op. Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du bliver opereret.
Forventninger til operationen
De fleste oplever bedring allerede nogle dage efter operationen, men det kunstige hofteled kan aldrig fungere helt som en normal hofte. Du kan forvente, at dit hofteled har fuld funktion efter cirka 12 måneder. Du får det bedste resultat ved at være godt forberedt på forløbet. Du skal forvente ømhed og hævelse i 3-6 måneder efter operationen.
For de fleste vil det kunstige hofteled være velfungerende i mindst 10 år. For 5 % kan det blive nødvendigt at skifte hofteleddet efter 10 år ved en ny operation.