Kort om operationen
Du skal have indsat et kunstigt hofteled ved en operation. Det skyldes ofte, at brusken i dit led er slidt. Ved operationen fjerner vi de slidte dele i hofteledet og sætter et kunstigt hofteled ind, som er tilpasset dig.
Forventning til operationen
De fleste oplever bedring allerede nogle dage efter operationen, men det kunstige hofteled kan aldrig fungere helt som en normal hofte. Du kan forvente, at dit hofteled har fuld funktion efter cirka 12 måneder. Du får det bedste resultat ved at være godt forberedt på forløbet. Du skal forvente ømhed og hævelse i ca. 12 måneder efter operationen.
Det kunstige hofteled vil for de fleste være velfungerende i mere end 20 år. For 5 % kan det blive nødvendigt at skifte hofteleddet efter 10 år ved en ny operation.
Operation med protese
Herunder kan du se røntgenbilleder af hhv. en hofte med en protese og en hofte med artrose (slidgigt).
Venstre: Kunstigt hofteled. Højre: Hofteled med slidgigt. Risiko ved operationen
Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.
- Forskellig benlængde: Der kan blive forskel på længden af dine ben. Det opererede ben er ofte blevet lidt kortere inden operationen, fordi brusken er blevet slidt ned eller på grund af en fejlbelastning af benet. Vi forsøger at få benene lige lange, men for at sikre hoftens stabilitet, kan det være nødvendigt at ændre benlængden. Det er sjældent mere end 1 cm, og forskellen kan først vurderes helt efter 3 måneder. Forskel i benlængde kan ofte rettes op ved at bruge et indlæg i skoen.
- Hofte af led (Hyppighed: cirka 3 %): Efter operationen kan hoften gå af led. Sker det, kan vi som regel sætte hoften på plads igen uden at operere.
- Blodprop (Hyppighed: under 1 %): Der kan dannes en blodprop i forbindelse med operationen. Hvis det sker, behandler vi dig.
- Betændelse i såret (Hyppighed: 1 %): Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, behandler vi det med antibiotika. I nogle tilfælde kan det kræve en ny operation.
- Nedsat følesans: Nerverne i det opererede område kan tage skade og give smerter eller føleforstyrrelser i form af øget eller nedsat følelse. I få tilfælde kan skaden være permanent.
- Forstyrrelse af iskiasnerven (Hyppighed: 1 %): Din iskiasnerve kan blive forstyrret. Det kan medføre, at du efter operationen ikke kan bøje foden opad. Det kaldes også for dropfod. I de fleste tilfælde går det over af sig selv.
- Brud på en knogle (Hyppighed: 1 %): Under operationen kan der komme brud på en knogle. Hvis det sker, behandler vi det med det samme.
- Løs protese (Hypppighed: under 5 %): Det kunstige led kan løsne sig. Sker det, skal der indsættes et nyt kunstigt led.
Vigtig forberedelse
Du er nu blevet indstillet til en operation. Din egen medvirken og forberedelse er meget vigtigt. Målet med operationen er, at du vil kunne genoptage hverdagens gøremål uden at have så mange smerter. Frem til din operation, vil vi på hospitalet forberede dig bedst muligt til dit forløb. Vi vil støtte dig i at genvinde kræfterne og i at komme videre efter operationen.
Hvis du ønsker det, kan dine nærmeste pårørende blive inddraget i planen for din behandling. Hvis du har mange pårørende, anbefaler vi, at du vælger én person, der har den primære kontakt til afdelingen.
Du skal forvente at blive udskrevet samme dag eller dagen efter din operation.
Udfyld spørgeskemaer
Undervejs i dit forløb (både før og efter operation) sender vi nogle spørgeskemaer til dig via e-Boks, som du skal svare på.
Indkaldelse til operationsforberedelse
Før din operation vil du blive indkaldt til operationsforberedelse. Her skal du gennem følgende:
- Du skal tale med en medicinstuderende, som skriver din journal.
- Du skal tale med en sygeplejerske, som gennemgår forløbet med dig.
- Du skal eventuelt have taget blodprøver og/eller et hjertekardiogram.
- Du skal eventuelt have taget et røntgenbillede af hoften.
- Du skal tale med en narkoselæge om bedøvelsen.
Forbered din krop på operationen
Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage, uden især rygning, har betydning.
Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.gentoftehospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.
Træning
Det er godt at gå ture, cykle (evt. på træningscykel), svømme eller gøre gymnastik.
Vi anbefaler, at du udnytter tiden op til operationen til at lære træningsøvelserne, som du skal udføre efter operationen. Du kan læse mere om øvelserne under afsnittet "Træning og gode råd".
Hvis du tager medicin
Som udgangspunkt skal du fortsætte med din vanlige medicin op til operationen. Visse præparater skal justeres inden operationen. Det gælder f.eks. blodfortyndende medicin og gigtmedicin. Evt. ændringer aftaler du med kirurgen og anæstesilægen.
Det er vigtigt, at du mindst 14 dage før operationen stopper med enhver form for naturmedicin eller kosttilskud som f.eks. fiskeolie, da de kan indeholde blodfortyndende stoffer, som øger blødningen ved operationen.
Betændelsestilstande
Har du en betændelse i kroppen, for eksempel blærebetændelse eller en tandbyld, skal du være færdigbehandlet for dette inden operationen.
Selv mindre sår i operationsområdet omkring hoften eller på benene medfører en betydeligt øget risiko for betændelse og kan bevirke, at operationen må udskydes.
Derfor er det vigtigt, at du kontakter klinikken, hvis du op til operationsdagen får feber, blærebetændelse, tandbyld, sår eller lignende.
Undlad at fjerne hår
Undlad at fjerne hår i operationsområdet 7 dage før din operation, da du risikerer at lave rifter i huden og dermed øge risikoen for betændelse.
Gør klar til, når du kommer hjem
Inden indlæggelsen er det en god idé at forberede dig på, at du kommer hurtigt hjem igen.
- Du skal selv arrangere transport til og fra hospitalet.
- Sørg for at have mad i fryseren til de første dage efter udskrivelsen. Det er en god idé med færdigtilberedte retter, så du ikke behøver at tænke på madlavning lige med det samme.
- Overvej indretning af dit hjem. Gør det nemt at komme rundt og nemt at få fat i dine ting. Har du løse tæpper, som du kan falde over?
- Lad smykker og andre værdigenstande blive derhjemme. Du har mulighed for at låse din pung og lignende inde i en skuffe på den stue, du skal være på. Vi anbefaler dog, at du ikke tager for mange penge og værdigenstande med på hospitalet.
I tiden efter operationen vil du være træt, og der vil ikke være overskud til meget andet end at passe din genoptræning.
Lav eventuelt aftaler med venner eller familie om hjælp til praktiske ting. Det kan være hjælp til at købe ind og gå på apoteket.
Hvis du har hjemmehjælp eller hjemmesygeplejerske, skal du meddele dem, hvornår du skal opereres, og hvornår du bliver udskrevet igen.
Praktiske informationer om Afdeling for Led- og Knoglekirurgi
I Afdeling for Led- og Knoglekirurgi, sengeafsnit 1 behandler vi primært patienter, der skal have et kunstigt knæ, hofte eller skulderled. Du vil møde læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og fysioterapeuter samt sundhedspersonale under uddannelse i afdelingen.
Besøg
Der er ingen fast besøgstid. Vi beder dig og dine gæster om at vise hensyn til dine medpatienter, både hvad angår varighed af besøg og antallet af besøgende. Du og dine besøgende er meget velkomne til at sidde ved bordene på gangen.
Mobiltelefon
Du har ikke mulighed for at kontakte dine pårørende umiddelbart efter operationen, så længe du stadig er på opvågningsafdelingen. Vi opfordrer dig til at lave en aftale med dine pårørende om, at du selv kontakter dem, når du er tilbage på sengeafsnittet.
Det er en god ide at medbringe en oplader til din mobiltelefon.
Fjernsyn
Der er fjernsyn på sengestuerne. Vi beder dig om at tage hensyn til dine medpatienter, når du ser fjernsyn.
Blomster
Der er vaser på gangen. På hospitalet må man have afskårne blomster, men ikke potteplanter, da der kan være bakterier i jorden.
På operationsdagen
Forsinket eller forhindret
Hvis du bliver forsinket eller forhindret i at komme på operationsdagen, er det meget vigtigt, at du hurtigst muligt giver besked til Afdeling for Led- og Knoglekirurgi sengeafsnit 1, på telefon nummer 38 67 32 58.
Medbring på hospitalet
Vi anbefaler, at du medbringer følgende på operationsdagen:
- Al din medicin både i doseringsæsker og i original emballage. Det er vigtigt, at du medbringer din egen medicin, da vi kun har et lille sortiment i afsnittet
- Toiletsager
- Løstsiddende tøj
- Godt fodtøj, der sidder fast på fødderne
- Læsestof eller andet til ventetiden
- Din mobiltelefon og oplader
- Du er også velkommen til at tage musik med, som du kan høre under operationen
Gå i bad hjemmefra
Du skal hjemmefra tage brusebad og vaske hår. Undlad at bruge creme på kroppen. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.
Mød fastende
Du skal møde fastende til din operation. Det vil sige:
- 6 timer før dit mødetidspunkt skal du stoppe med at spise, drikke mælkeprodukter og juice.
- 2 timer før dit mødetidspunkt skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske
- Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed
På hospitalet
Indlæggelsen
På operationsdagen skal du møde fastende ind på Led- og Knoglekirurgi, sengeafsnit 1, Gentofte Hospitalsvej 7, 2. sal på det aftalte tidspunkt og henvende dig i receptionen.
Når du ankommer til hospitalet får du udleveret hospitalstøj. Du skifter til det udleverede tøj og bliver herefter kørt til operationsgangen, når det er din tur.
Du får antibiotika
Før og efter operationen får du antibiotika for at forebygge betændelse.
Du får blodfortyndende medicin
Vi giver dig blodfortyndende medicin. Medicinen forebygger blodpropper.
Du bliver bedøvet
Operationen foregår med rygmarvsbedøvelse. Du har mulighed for at få afslappende medicin, så du sover under operationen. I nogle tilfælde foregår operationen i fuld bedøvelse.
Operationen
Du ligger på siden under operationen og er spændt fast. Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit på siden af hoften og fjerner det slidte hofteled. Derefter gør lægen din hofteskål og dit lårben klar, så lægen kan sætte det kunstige hofteled ind. Såret lukkes med tråd eller klips, og du får plaster på operationssåret.
Operationen varer cirka 1 time.
Efter operationen
Efter operationen bliver du observeret på vores opvågningsafdeling, indtil du er klar til at komme tilbage til sengeafsnittet.
Når du er retur på sengeafsnittet, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som sammen med dig planlægger resten af indlæggelsen.
Sygeplejersken vejleder dig om den smertestillende medicin, du skal tage i tiden efter operationen, samt giver dig råd og praktiske oplysninger.
Effektiv smertebehandling, mad med energi og proteiner, og det at komme hurtigt ud af sengen, mindsker komplikationer efter operationen, og gør, at du kommer dig hurtigere over operationen.
I løbet af eftermiddagen/aftenen kommer du ud af sengen. Du skal gå en tur med gangvogn/stokke. Du vil blive fulgt af personalet, de første gange du mobiliseres.
Det er vigtigt, at du træner på eget initiativ, og at du hurtigt kommer i gang med at klare basale dagligdags gøremål i forbindelse med bad, toiletbesøg, af- og påklædning osv. Plejepersonalet hjælper dig selvfølgelig, hvis du har brug for det.
Under indlæggelsen kommer du til at tale med en fysioterapuet, som snakker med dig om din genoptræning. Vi gennemgår øvelsesprogrammet med dig og du bliver instrueret i stokke eller andet relevant gangredaksb, som du låner med hjem. Har du brug for andre hjælpemidler, bliver de udleveret fra hospitalet.
For langt de fleste patienter er der ingen fastlagte begrænsninger for de bevægelser, der må foretages efter operationen. Du skal blot være opmærksom på smerter og bevægelser, der føles forkerte.
Der tages kontrolrøntgen af den opererede hofte, inden du bliver udskrevet.
Smertestillende
I en periode efter operationen vil du have behov for smertestillende medicin - dels pga. smerter, dels for at kunne gennemføre træningen. Den smertestillende medicin er en del af din behandling.
Smerter og ømhed kan variere fra dag til dag og kan være til stede helt op til et år efter operationen.
De fleste patienter får udleveret paracetamol, ibuprofen og morfinpræparater mod smerterne. Disse præparater har en god smertestillende virkning, men især morfin kan give bivirkninger. Bivirkninger kan fx være kvalme, opkastning, forstoppelse, hovedpine, træthed, svimmelhed, tør mund, kløe og øget tendens til at svede.
Ved udskrivelsen får du både mundtlig og skriftlig information om, hvordan du skal tage din smertestillende medicin, hvordan du fornyer recepterne, og hvordan og hvornår du skal begynde at trappe ned.
Det er ikke unormalt at opleve flere smerter de første dage efter udskrivelsen, da du er mere aktiv, end du var, da du var indlagt. Derfor kan dit behov for smertestillende være større hjemme, end det var ved udskrivelsen. For mange smerter resulterer i for lidt træning. Det er vigtigt at du tager din smertestillende medicin, så du hurtigt kan begynde at bruge dit opererede ben igen.
Viser det sig, at dit behov er væsentligt større, end det vi har anbefalet i løbet af de første 3-4 uger, skal du kontakte os. Herefter skal du kontakte egen læge for receptfornyelse.
Udskrivelse
Du ses af en læge, som informere dig om din operation, inden udskrivelse.
Når du er klar til at blive udskrevet, får du udleveret skriftligt materiale, som sygeplejersken vil gennemgå sammen med dig. Din egen læge modtager vores udskrivningsbrev én dag efter udskrivelsen.
Du kan læse din journal på www.sundhed.dk én dag efter udskrivelsen.
Fysioterapeuten laver en genoptræningsplan sammen med dig og sender den til din hjemkommune, hvor genoptræningen skal foregå. Bliver du udskrevet samme dag, kontakter fysioteraputen dig efter 2-3 dage.
Patienter udskrevet samme dag bliver kontaktet pr. telefon dagen efter operationen af en sygeplejerske, ellers kontaktes du ca. 4 dage efter operationen.
Det første døgn efter operationen kan du blive utilpas og svimmel, hvilket kan skyldes bedøvelsen samt hele situationen, og det er helt normalt. For at undgå det, skal du tage nogle dybe vejrtrækninger og sidde lidt på sengekanten, inden du rejser dig helt fra liggende stilling.
Det kan være en god idé, at rejse sig langsomt op, når man skal ud af sengen i de første dage. Desuden er det vigtigt at drikke rigelig væske.
Hvis du har spørgsmål, når du er kommet hjem, kan du kontakte Hofte- og Knækirurgi, klinik 1 (se kontaktinformationer på sidste side).
Se iøvrigt vores "symptomguide".
Pleje og hygiejne
Hold plasteret rent og tørt
Du skal beholde plasteret på efter operationen, indtil du skal have fjernet klips. Du får ekstra plaster med hjem fra hospitalet. Du skal holde plasteret rent og tørt. Risikoen for betændelse øges, hvis plasteret har løsnet sig, og det bliver vådt indvendigt. Hvis plasteret bliver utæt, og der siver væske eller blod fra såret igennem plasteret, eller det bliver vådt på en anden måde, skal du skifte det. Vask altid hænderne grundigt med vand og sæbe før og efter, du skifter plasteret.
Vent med at gå i bad
Du må ikke gå i bad de første 24 timer efter operationen. Derefter må du tage brusebad med plasteret på, da plasteret er vandafvisende. Du skal vente med karbad, svømmehal og badning i havet, indtil såret er helet, og der ikke er sårskorper tilbage.
Plej og beskyt arret
Når såret er helet, og du får et ar, skal du beskytte det mod direkte sol og solarium. Vi anbefaler, at du dækker arret med tøj de første 6 måneder efter operationen og derefter er omhyggelig med at bruge solcreme med høj faktor.
Du kan desuden bruge fugtighedscreme til at gøre huden omkring arret mere smidig.
Se iøvrigt den vedhæftede ''symptomguide''.
Se hele forløbet på video
På ´www.gentoftehospital.dk/kunstigthofteled-video´ kan du se videoer, der gennemgår hele operationsforløbet. Videoerne viser, hvad der skal ske, og hvad du skal være opmærksom på både før, under og efter operation.
Når du bliver opskrevet til operation, kan du også finde videoerne på www.minsundhedsplatform.dk. Du logger på med MitID.
Spørgsmål og svar
Hvad hvis jeg tidligere har haft blodprop i mit ben?
Alle får blodfortyndende medicin i forbindelse med operationen, men hvis du tidligere har haft en blodprop, kan der blive behov for mere speciel blodfortyndende behandling. Dette afklares på klargøringsdagen.
Træthed
Du kan forvente at være træt, de første måneder efter operationen. Nogle oplever desuden at føle sig nedtrykte. Dette er en normal reaktion, som skyldes eftervirkningerne fra operation, medicin og indlæggelse.
Medicinen kan give forstoppelse
Noget smertestillende medicin kan give forstoppelse. Du kan hjælpe maven i gang ved at drikke vand og spise mad med mange fibre. Du kan også få medicin, som virker mod forstoppelse. Du kan købe medicinen i håndkøb på apoteket.
Hvor lang tid skal jeg være sygemeldt?
Det afhænger af dit arbejde. For de fleste vil vi dog anbefale en sygemelding på op til 3 måneder. Hvis dit arbejde belaster hoften, eller hvis der er problemer efter operationen, kan der dog blive brug for en længere sygemelding. Du skal tale med lægen om dette.
Er det normalt, at hoften er misfarvet/blålig efter operationen?
Ja. Hoften og benet har ofte blå mærker som følge af blødning i hoften efter operationen. Det forsvinder igen efter 2-6 uger.
Er det normalt, at min hofte og ben hæver efter operationen?
Ja. I op til et år efter operationen vil der være en tendens til hævelse. For at mindske hævelsen skal du ligge med benet over hjertehøjde og bruge is-pakninger - dog ikke direkte på huden og max. 20 minutter ad gangen.
Person i seng med underben lejret over hjertehøjde. Hvor lang tid skal jeg bruge stokke?
Dette varierer meget fra person til person. De fleste bruger dog stokke i ca. 3-4 uger efter operationen.
Hvor og hvornår skal jeg aflevere hjælpemidler?
Hvis du har lånt hjælpemidler fra hospitalet skal du aflevere dem igen, når du ikke har brug for dem mere.
Hjælpemidler skal afleveres i: Hjælpemiddeldepotet, Gentofte Hospitalsvej 6A, kælderen.
Hvornår må jeg gå i svømmehallen?
Du må gå i svømmehal tidligst 2 døgn efter klips eller tråde fjernelse. Såret skal være tørt og fri for sårskorper.
Hvornår må jeg dyrke sport?
Du kan stille og roligt forsøge at genoptage din vanlige fysiske aktivitet, når du har genvundet din muskelstyrke, hævelsen er forsvundet, og du ikke bliver øm i hoften ved belastning. Det vil for de fleste være efter 3 måneder.
Hvornår må jeg cykle?
Det kan være en god idé, at start med at træne på en motionscykel, dog uden belastning. Sæt evt. sadlen højt i begyndelsen. Du må cykle i trafikken, når du går sikkert uden stokke, og ikke tager stærk smertestillende medicin.
Hvornår må jeg køre bil?
Du må ikke køre bil, så længe du tager stærk smertestillende medicin. Du må køre bil, når du føler, du kan køre forsvarligt. Det gælder uanset om du er blevet opereret i højre eller venstre hofte. For de fleste patienter er det først efter 6 uger. Det er vigtigt, at du ikke overvurderer hoftens funktion!
Der er ingen lovgivning omkring bilkørsel og hofteoperationer.
Træning og gode råd
Fysioterapeuten sender en henvisning til genoptræning til din hjemkommune. Kommunen kontakter dig angående din videre genoptræning inden for syv hverdage. Når du begynder genoptræningen, vil fysioterapeuten vejlede dig i den videre genoptræning.
Du må ikke lave tung styrketræning de første 3 måneder efter operationen.
Balance mellem hvile og træning
Der skal være en god balance mellem hvile og træning. For meget træning kan irritere hoften, og for lidt træning kan give nedsat funktion.
Det kan være en god ide at tage lidt smertestillende en halv time før din træning.
For at afhjælpe hævelse og smerter kan du med fordel afkøle hofteleddet efter træning. Derudover er det en god idé at ligge med benet over hjertehøjde og vippe med foden, når du hviler dig.
Gang
Du må belaste det opererede ben med fuld vægt, med mindre du får andet at vide. Du instrueres i at gå med 2 stokke, og du må gå med 1 stok - eller helt uden - når du føler dig klar.
Når du går med 1 stok skal det være i den modsatte side af det operede ben.
Trappegang
Du må gå helt almindeligt på trapper. Hvis du har behov for at aflaste det operede ben, kan du bruge denne metode:
- Op: Sæt først det raske ben op, sæt så det operede ben og stok på samme trin.
- Ned: Sæt først det operede ben og stok ned, sæt så det raske ben ned på samme trin.
Hvile- og sovestillinger
Du må ligge, som du finder det behageligt. Det kan være rart med en pude mellem knæene, når du ligger på siden.
Træningsprogram
Før operationen kan du udføre det antal øvelser, der passer dig.
Efter operationen skal du udføre øvelsesprogrammet her i hæftet. Du aftaler med fysioterapeuten, hvor mange gange du skal træne hver øvelse.
Du må gerne få ømme og trætte muskler af træningen, men hvis der opstår smerter under træningen, skal de aftage inden for et par timer.
Efter en træningsseance er det en god ide, at du lægger dig fladt på ryggen i ca. en halv time for at strække forsiden af hoften.
Øvelser
1. øvelse
Du skal ligge på ryggen med strakte ben.
- Drej knæet lidt ud til siden, bøj benet og lad foden glide op langs underlaget. Du kan eventuelt lægge en plastikpose under foden, så den glider bedre.
- Lad foden glide tilbage, indtil benet igen hviler på underlaget.
- Gentag med modsatte ben.
2. øvelse
Du skal ligge på ryggen med strakte ben. Spænd i baller og lår.
- Før benet ud til siden, uden at det slipper underlaget.
- Træk benet tilbage til det andet ben igen.
- Gentag med modsatte ben.
3. øvelse
Du skal ligge på ryggen med bøjede ben og fødderne i underlaget.
- Knib ballerne sammen, mens du løfter bækkenet fra underlaget.
- Hold spændingen i et par sekunder.
- Sænk bækkenet ned igen.
4. øvelse
Du skal stå foran et bord eller en stol. Støt hænderne på bordet eller stolen foran dig, og ret ryggen.
- Læg vægten på det raske ben.
- Bøj, og løft det andet knæ op foran dig.
- Sænk benet igen.
- Gentag med det andet ben.
5. øvelse
Du skal sidde på en stol med armlæn. Hold benene parallelt.
- Ryk frem, så du sidder yderst på stolen, og læn overkroppen lidt frem.
- Sæt fra med hænderne på armlænene, rejs dig, og ret dig op. Din vægt skal være ligeligt fordelt på begge ben.
- Sæt dig ned igen, mens du støtter dig til armlænene.
6. øvelse
Du skal stå foran en stol eller et bord. Støt hænderne på stolen eller bordet foran dig, og ret ryggen.
- Læg vægten på det raske ben, og før det andet ben bagud.
- Før benet tilbage igen.
- Gentag med det andet ben.
7. øvelse
Du skal stå foran et gelænder, bord eller en stol. Støt hænderne på gelænderet, bordet eller stolen foran dig, og ret ryggen.
- Læg vægten på det raske ben, og før det andet ben skråt bagud.
- Før benet tilbage igen.
8. øvelse
Du skal stå med vægten fordelt ligeligt på begge ben og med fødderne vendt lige frem. Støt dig eventuelt til et gelænder eller bord.
- Bøj lidt i knæene. Hold knæene lige frem, og lad dem pege ud over fødderne.
- Ret dig op igen.