Gå til hovedindhold

Hammertå - Operation for

Her får du information om, hvad en hammertå er, hvordan operationen af den foregår, oghvordan du skal forholde dig efter operationen.

Hvad er hammertå?

Hammertå betegner en tilstand, hvor en af fodens tæer er deformeret i en bøjet stilling i det midterste og/eller yderste led.

Tåen bliver presset mod fodtøjets sål eller overlæder, jf. nr. 1 på illustrationen, hvorved der udvikles hård hud, ligtorne, betændelse og ikke mindst smerter.

Hammertå ses ofte sammen med skævstilling af storetåen (hallux valgus).

Fikseret hammertå-operation

 

En illustration af en hammertå før og efter operation.
Illustration fra sundhed.dk
Hammertå før og efter operation.

Bedøvelse

Operationen foregår oftest i lokalbedøvelse. Den lokalbedøvende medicin bliver sprøjtet ind under huden med en tynd nål på hver side af tåen. Det gør kortvarigt lidt ondt. Efter få minutter bliver tåen smertefri, men berøringssansen kan være bevaret.

Operation

Der er to mulige operationer for hammertå: fikseret og dynamisk.

Fikseret hammertås-operation foregår gennem et ca. 1 cm langt snit på tåen. Leddet bliver stivgjort i en naturlig stilling, og stillingen bliver fastholdt af en metalpind (Kirschnerpind).

Ved en dynamisk hammertås-operation, skærer kirurgen senen i tåen over, så tåen falder ned i normal stilling. Denne operation anvendes som oftest hos yngre patienter.

I forbindelse med begge operationer kan de små følenerver i huden blive påvirket, så du efter operationen oplever føleforstyrrelse på huden omkring arret.

Forberedelse og operation varer ca. 1 time.

Forbinding

Når du er blevet opereret, får du en forbinding på, som du skal lade sidde, indtil du får fjernet tråde. Forbindingen består af plaster, gaze og elastikbind.

Det er vigtigt, at du holder forbindingen tør og ren for at mindske risikoen for betændelse. Hvis forbindingen bliver våd, eller det bløder helt igennem, skal den skiftes. Du skal ringe til Fodkirurgi, klinik 1, så den kan blive skiftet af en sygeplejerske.

Vær opmærksom på, at husdyr ikke kommer i nærheden af forbindingen, da det vil øge risikoen for betændelse i såret.

De første døgn efter operationen

Du skal holde foden opad så meget som muligt for at undgå gennemblødning, hævelse og smerter.

Hævelse

Din tå vil være hævet i en periode på 3-6 måneder. Det kan derfor i denne periode være svært at anvende normalt fodtøj.

Efterbehandling - fikseret hammertå

Efter operationen får du en blød forbinding på, og du forsynes med en flad behandlingssko, som du skal bruge i 3-4 uger. Du må gå med fuld støtte på den opererede fod.

Du skal til kontrol i Fodkirurgi, klinik 1, 3-4 uger efter operationen. Her fjerner vi forbinding, tråde og metalpind. Husk at tage almindeligt fodtøj med til kontrol, da du herefter skal bruge dit eget fodtøj.

Efterbehandling - dynamisk hammertå

Efter operationen får du en blød forbinding på, og du forsynes med en flad behandlingssko, som du skal bruge, indtil du ikke længere har smerter. Det drejer sig typisk om 3-5 dage. Du må gå med fuld støtte på den opererede fod.

Smertestillende medicin

Efter operationen kan du have smerter, der varer fra et par døgn og op til en uge. Vi anbefaler derfor, at du følger nedenstående smertebehandling:

  • Tablet Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) á 500 mg.: 2 tabletter 3-4 gange dagligt (du skal selv sørge for at købe medicinen før operationen)
  • Tablet Ibuprofen á 400 mg.: 1 tablet 3-4 gange dagligt (du skal selv sørge for at købe medicinen før operationen)
  • Tablet Morfin á 10 mg.: 1 tablet efter behov ved stærke smerter (du får udleveret medicinen på Dagkirurgisk Afsnit)

Komplikationer

Der er risiko for følgende komplikationer:

  • Betændelse i såret (ca. 2 %)
  • Manglende heling af knoglen
  • Heling af tåen i en skæv stilling
  • Fortsat hævelse
  • Beskadigelse af følenerver til tåen

Hvis du indenfor de første to døgn får stærke smerter, kraftig blødning eller kraftig hævelse kontakt da:

  • Fodkirurgi, klinik 1.
  • Udenfor normal åbningstid, kontakt Akuttelefonen1813.

Hvis du de følgende dage får tiltagende smerter, rødme, varme og hævelse omkring såret, eller feber over 38 grader, kan det være tegn på betændelse. Kontakt da:

  • Egen læge.
  • Udenfor normal åbningstid, kontakt Akuttelefonen1813.

Hvornår kan jeg genoptage mit arbejde?

Har du stillesiddende arbejde, kan du evt. genoptage dette i den periode, hvor du benytter behandlingssko. Tidspunktet for genoptagelse af arbejde afhænger i øvrigt af dit erhverv. Har du behov for en sygemelding, skal du kontakte egen læge.

Egne notater

_________________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________________

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden