Hvordan foregår operationen?
Når man fjerner en forsnævring i urinrøret, sker det ved operation igennem et kikkertinstrument. Instrumentet skærer gennem forsnævringen, så urinen har fri passage fra blæren.
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Du kan forvente at blive udskrevet samme dag, som du opereres.
Du bør ikke køre bil, motorcykel eller andet køretøj i 24 timer efter bedøvelsen, da du stadig kan være påvirket af medicinen med mere.
Din forberedelse til operationen
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, vil du få besked fra afdelingen, hvis du skal holde pause med dette inden operationen.
Du bør være forsigtig med alkohol inden operationen og følge Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser.
Fiskeolie kan give øget risiko for blødning og det er derfor en god idé at holde pause med dette 14 dage inden operationen.
Inden operationen skal du:
- Have taget blodprøver og eventuelt hjertediagram (EKG)
- Aflevere en urinprøve til undersøgelse for eventuelle bakterier
- Have en samtale med en sygeplejerske
- Undersøges af en læge
- Evt. tale med en narkoselæge om bedøvelsen
Operationsdagen
Faste og tørste
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og du skal derfor faste. Det betyder at:
- Dagen før operationen må du spise og drikke som vanligt og frem til kl. 02.00 på operationsdagen
- Efter kl. 02.00 på operationsdagen må du ikke længere spise, men gerne indtage drikkevarer (undtagen juice og mælkeprodukter)
- Du skal drikke 250 ml væske umiddelbart inden kl. 06.00 på operationsdagen
- Fra kl. 06.00 på operationsdagen må du hverken spise eller drikke
Medicin før operationen
Du skal tage din vanlige morgenmedicin kl. 06.00, bortset fra diabetes medicin og eventuelt blodfortyndende medicin.
Medbring din vanlige medicin ved indlæggelsen.
Hygiejne
For at forebygge infektion er det vigtigt, at kroppen er ren. Den dag, du skal opereres, skal du derfor have taget et brusebad hjemmefra.
Inden du bliver kørt til operationen
Før du bliver kørt til operationsstuen, skal du klæde om. Du får udleveret operationstøj, som består af underbukser, lange strømper og en hospitalsskjorte.
Du skal have identifikationsarmbånd på. Hvis du bruger briller, høreapparat eller tandprotese, må du gerne beholde dem på. Ur og/eller andre smykker skal tages af.
På operationsgangen
Du får lagt et lille plastikrør (et drop) i en blodåre. I droppet får du smertestillende medicin, sovemedicin og væske under operationen.
Efter operationen
Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du overvåges indtil bedøvelsen har fortaget sig.
På sengeafsnittet vil plejepersonalet tage imod dig og observere din tilstand. Du får tilbudt drikkevarer og noget at spise. Plejepersonalet kan støtte dig de første gange, du skal ud af sengen.
Kateter
I forbindelse med operationen anlægges der et blærekateter, som skal bibeholdes i 3 døgn efter operationen. Det er almindeligt, at det bløder lidt ved siden af katetret.
Inden din udskrivelse bliver du instrueret i, hvad du skal være opmærksom på i forhold til dit kateter, hvordan du anvender det og eventuelt hvordan du selv fjerner det.
Alternativt kan kateteret fjernes hos din egen læge eller af en hjemmesygeplejerske. Har du behov for hjælp fra hjemmesygeplejen til at passe dit kateter, vil dette blive arrangeret inden din udskrivelse.
De første gange, du lader vandet efter fjernelsen af kateteret, kan du føle svie og have let blødning.
Smertebehandling
Hvis du får smerter, kan du tage tablet Paracetamol 1 g op til 4 gange i døgnet, eventuelt suppleret med tablet Ibuprofen 200-400 mg op til 3 gange i døgnet.
Kost og væske
Du må spise og drikke, som du plejer. Hvis du får kvalme, skal du informere plejepersonalet.
Udskrivningssamtale
For at sikre at du er tilstrækkeligt informeret om dit videre forløb, skal du inden udskrivelsen have en udskrivningssamtale.
Hvis du har spørgsmål, opfordrer vi til, at du forbereder dem inden udskrivningssamtalen. Det er bedst, at du venter med at forlade afdelingen indtil efter samtalen.
Hvis du efter udskrivelsen fortsat skal tage medicin, får du udleveret en medicinliste.
Efter udskrivelsen
Det er normalt at være træt de første dage efter operationen, men du må genoptage dine daglige aktiviteter i det omfang, du magter det.
Ca. 8-9 måneder efter operationen bliver du indkaldt til en ambulant konsultation, hvor vi måler, hvordan din urinstråle er (flow og måling af resturin). Det gør vi som en del af planlægningen af dit videre forløb.
Nogle patienter bliver tilbudt ambulant oplæring i at skulle føre et kateter op igennem urinrøret (RID). Det gør man, for at forebygge at forsnævringen gendannes. Undervisningen foregår 1-2 uger efter operationen. De første 3 måneder skal katetret anvendes 2 gange om ugen og i de efterfølgende 3 måneder, 1 gang om ugen og derefter ikke yderligere.
Indlæggelsesbevis og sygemelding
Afdelingen udleverer gerne et indlæggelsesbevis, men har du brug for en sygemelding skal du kontakte din egen læge.
Henvendelse ved komplikationer
Hvis du oplever kraftig blødning, problemer med at lade vandet og feber, bør du reagere på dette.
I det første døgn efter udskrivelsen kan du ringe til den afdeling, hvor du var indlagt.
Efter det første døgn kan du henvende dig til Urinvejssygdomme, Klinik 1 eller din egen læge i dagtimerne. Aften og nat skal du henvende dig til Akuttelefonen 1813.