Kort om overrevet bicepssene i albuen
En overrivning af bicepssenen ved albuen kan opstå, hvis senen har været udsat for en belastning, som var større, end den kunne tåle.
Det er en skade, hvor senen fra bicepsmusklen ned mod albuen er gået i stykker. Oftest er senen revet af spolebenet i underarmen lige ved albuen, men skader på overgangen fra muskel til sene forekommer også.
Sådan bekræftes skaden
Når vi undersøger din albue, kan vi ofte med stor sandsynlighed vurdere, om du har en skade på bicepssenen. Hvis skaden virker tydelig, er der ikke behov for yderligere undersøgelser.
Hvis vi er i tvivl om, hvorvidt senen er gået i stykker, kan det være nødvendigt at skanne din albue.
Behandlingsmuligheder
En seneskade kan behandles på 2 måder:
- Genoptræning uden operation
- Operation
Det er nødvendigt at beslutte, om du skal opereres indenfor kort tid, da senen bliver sværere at operere som ugerne går.
Uanset hvilken behandling, du vælger, er der en risiko for, at din albue og bicepssene ikke bliver helt normal igen. De fleste får dog en god albuefunktion.
Genoptræning uden operation som behandling
Genoptræning af albuen starter med det samme, når skaden er konstateret. Du må bruge armen, som du kan uden at skulle tage særlige hensyn.
Ved at genoptræne sin albue uden at foretage operation, er der gode erfaringer med at:
- smerterne i albuen forsvinder over 1-3 måneder
- man genvinder god funktion over albuen
- man genvinder samme styrke i at bøje albuen
Efter skaden kan der dog være en nedsat kraft ved at dreje underarmen, så håndfladen vender opad på 40-70% sammenlignet med før skaden.
Der er ingen risiko for nerveskader eller nedsat bevægelighed i albuen og underarmen ved denne behandling.
Operation som behandling
Hvis skaden opereres, er der gode chancer for at få senen på plads på spolebenet. Hvis det lykkes, er det sandsynligt, at du kan genoprette styrken over albuen både til at bøje men også til at kunne dreje underarmen, så håndfladen kommer opad.
Efter operationen skal senen have mulighed for at vokse sammen, og derfor skal armen holdes i ro.
Efter operation skal du:
- undgå at belaste armen i de første 3 måneder efter operation
- vente med tungere belastning inkl. styrketræning indtil 9-12 måneder efter operation
Komplikationer ved operation
Der er en risiko for, at vi ikke kan reparere skaden, hvilket først kan afgøres under operationen. Hvis skaden ikke kan opereres, skal skaden behandles med genoptræning.
Der er risiko for komplikationer ved alle operationer. De væsentligste komplikationer ved denne operation er:
- påvirkning af nerver til underarm og hånd
- Under 2% risiko for infektion
- 2-7% risiko for at der dannes ekstra knoglevæv, der hindrer at underarmen kan drejes. Dette kan betyde, at du skal opereres igen.
Hvis du oplever en eller flere af ovenstående komplikationer, kan du være dårligere stillet, end hvis du ikke var blevet opereret.