UVB-TL01, lysbehandling med (Hånd- og fodeksem)

UVB-TL01 er ultraviolet lys, som kan bruges til lysbehandling af eksem.

Du har aftalt med lægen i Hudsygdomme, klinik 1, at du skal starte lysbehandling af din eksem.

Behandlingen gives normalt 3 gange om ugen i 3 til 6 uger, afhængig af graden af eksem.

Lysbehandlingen foregår i opgang 15, stuen.

Tider i klinikken

En sygeplejerske aftaler tider med dig til både lysbehandling og lægekonsultation.

Tiderne til at se lægen bliver så vidt muligt koordineret, sådan at de ligger sammen med dine tider til lysbehandling.

Du skal beregne cirka 15 minutter til behandlingen pr. gang (udover transporttiden).

Hvad er UVB-TL01 lys?

Ultraviolet (UV) sollys inddeles i UVA, UVB og UVC lys.

UVB lys kan inddeles i bredspektret UVB lys og smalspektret UVB-TL01 lys.

Ved hånd- og fodeksem behandles med smalspektret UVB-TL-01 lys.

Hvordan gives behandlingen?

Behandlingen foregår ved, at du sidder på en stol og holder hænder og/eller fødder inde i et særlig lysapparat.

Vi giver lys efter faste retningslinjer, og afhængig af din hudtype, samt hvor godt du tåler behandlingen.

Den første behandling varer cirka 15 sekunder.

Hvis du tåler lyset godt, stiger antallet af sekunder hver 2. gang.

Under behandlingen skal øjnene beskyttes med solariebriller. Huden, der ikke skal behandles, dækkes for at beskytte den.

I starten af behandlingsperioden kombineres lysbehandlingen ofte med binyrebarkhormoncreme.

Når lysbehandlingen begynder at virke, trappes brug af hormoncremen ned. Dette aftales med lægen.

Fordele ved behandlingen

TL01 lys er effektiv til behandling af længerevarende hånd- og fodeksem, som ikke kan behandles alene ved at bruge andre midler.

Ulemper og bivirkninger ved behandlingen

Lysbehandlingen udtørrer huden. Derfor er det vigtigt, at du bruger rigeligt med fugtighedscreme. Sygeplejersken vejleder dig i, hvordan du skal gøre.

Al lysbehandling medfører let øget risiko for at få hudkræft. Risikoen afhænger af, hvor meget sol og evt. lysbehandling du tidligere har fået.

Hvis ophold i solen ikke kan undgås (f.eks. på grund af udearbejde) anbefaler vi, at du bruger solcreme med en beskyttelsesfaktor på over 30.

Bomuldshandsker og strømper kan også bruges som solbeskyttelse.

Der kan forekomme lettere forbrændinger trods omhyggelig lysdosering.

Hvis du bliver forbrændt efter lysbehandling eller hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sygeplejerskerne på nedenstående telefonnummer.

Redaktør