UVA-1, lysbehandling med

UVA-1 betyder ultraviolet A-lys, som bruges til lysbehandling af forskellige hudsygdomme.

Lysbehandling

Du har være til lægekonsultation, hvor det er aftalt, at du kan starte UVA-1 lysbehandling.

Lysbehandlingen foregår på Gentofte Hospitalsvej 15, st.

Behandlingen gives normalt 3 til 5 gange ugentligt i 3 til 6 uger efter lægeordination.

Hvad er UVA-1?

UVA er en forkortelse for ultraviolet A-lys. Ultraviolet lys er en del af det naturlige sollys. Det inddeles i UVA-lys, som er den langbølgede del og UVB-lys, som er den kortbølgede del af det ultraviolette lys.

UVA-lys kan igen opdeles i en kort og langbølget del. UVA-1 er det langbølgede UVA-lys. Der anvendes bølgelængder på 340-400nm.

Hvordan foregår behandlingen?

En sygeplejerske vil sammen med dig aftale en række faste tider, hvor du skal komme til lysbehandling.

Undervejs i behandlingsperioden vil der blive planlagt tider til lægekonsultation. Tiderne vil så vidt muligt blive koordineret med lysbehandlingstiderne.

Behandlingen foregår i et solarium, hvor du ligger ned. Først belyses den ene side af kroppen og derefter den anden side.

Behandlingen starter med en behandlingstid på få minutter og stiger til en halv time.

Sygeplejersken doserer lyset efter afdelingens retningslinjer.

Under behandlingen skal øjnene beskyttes med solariebriller.

Hos mænd anbefales det at tildække kønsdelene under lysbehandlingen.

Effekten af behandlingen vurderes efter cirka 3 uger, hvor der tages stilling til videre behandling.

Fordele ved behandlingen

UVA-1 er en effektiv behandling af flere hudsygdomme, som ellers kan være vanskelige at behandle. Virkningen af behandlingen holder som regel længe.

Ulemper og bivirkninger ved behandlingen

Lige efter behandlingen kan din hud rødme kraftigt. Den forsvinder af sig selv og kræver ikke yderligere tiltag.

Lysbehandlingen udtørrer huden. Det er derfor vigtigt, at du bruger rigeligt med fugtighedscreme i behandlingsperioden.

Meget langvarig lysbehandling kan give rynker og ældet hud. Det kan derfor anbefales at tildække ansigtet, med mindre der er behov for behandling der.

Der er en let øget risiko for at udvikle hudkræft. Risikoen afhænger dog også af, hvor meget sol og lysbehandling du tidligere har fået.

På trods af god ventilation føler nogle patienter sig generet af den varme, solariet afgiver.

Du bør undgå yderligere påvirkning af solen, de dage du har fået behandling. Hvis ophold i solen ikke kan undgås (f.eks. ved udearbejde), anbefaler vi, at du bruger solcreme med solbeskyttelsesfaktor (SPF) på over 30 eller tøj, hat eller kasket som solbeskyttelse.

Gennem behandlingsperioden bliver huden mere og mere brun.

Redaktør