Der er nu gået fire uger, siden du er blevet opereret, og du må nu bruge hånden til lette daglige gøremål som f.eks. kontorarbejde. Du vil her blive introduceret for nye øvelser.
Skinne
Du skal have skinnen på om natten og som beskyttelse ved f.eks. transport, indkøb og i sociale relationer i yderligere to uger.
Brug af hånden i det daglige
Senerne tåler nu lidt mere belastning. Du må bruge hånden til lettere gøremål som f.eks. at løfte et glas til munden, men du må ikke bruge hånden til tungere gøremål, da der fortsat er risiko for, at senerne sprænger.
Først efter 6 uger må du begynde at bruge hånden til lidt tungere gøremål.
Ar
Du skal fortsat massere dit ar med uparfumeret creme. Massagen er med til at blødgøre arret, så det bliver pænere og mere smidigt. Har du et ar, der sidder fast, skal du trække i arret (uden creme) for at få det løsnet.
Træning
For at minimere risikoen for at senerne vokser fast til det øvrige væv, er det fortsat vigtigt at vedligeholde senernes glideevne. Derfor skal du nøje følge træningsprogrammet vist på næste side.
Opvarmning
Inden du går i gang med øvelserne, skal du varme op for at blødgøre vævet.
Sæt dig med hånden i en spand med maks. 40 grader varmt vand i ca. 10 minutter.
Hold skulderen afslappet og bevæg fingre og håndled.
Træningsprogram
Du skal udføre øvelserne 3-4 gange dagligt.
Gentag hver øvelse 10-15 gange.
Du skal stoppe bevægelsen, når det strammer i den syede sene.
Øvelse 1
Bøj i en glidende bevægelse først yder- og mellemled og derefter grundled til fuldt håndknyt. Vær opmærksom på, at fingrenes grundled bøjes helt. Stræk derefter fingrene så meget, du kan.
Øvelse 2
Bøj i fingrenes grundled. Hold mellem- og yderled strakte.
Stræk derefter fingrene helt ud.
Øvelse 3
Hold fingrenes grundled strakte og bøj i mellem- og yderleddene.
Stræk derefter fingrene helt ud.
Øvelse 4
Placer hånden ud over en bordkant med underarmen hvilende på bordpladen.
Bøj håndleddet bagover med afslappede, let bøjede fingre.
Bøj håndledet nedad med afslappede fingre.
Øvelse 5
Læg hånden fladt på et bord. Spred og saml fingrene.
Genoptræning 6-10 uger efter operation
Brug af hånden i det daglige
Der er nu gået seks uger, siden du er blevet opereret, og du må nu bruge hånden til lidt tungere gøremål, f.eks. at løfte en kasserolle og lettere rengøring. Du kan nu begynde at lave øvelser med let modstand.
Erhverv
Nu tåler senen igen større belastning, og du vil kunne genoptage dit arbejde. Har du meget hårdt fysisk arbejde, skal der gå otte-ti uger, før du kan genoptage det.
Øvelse 6
Placér træningsleret i håndfladen og klem fingrene igennem leret, indtil fingerspidserne rører håndfladen, så du får et fuldt håndknyt.
Øvelse 7
Placér træningsleret i en klump på bordet. Bøj fingrene og skub dem igennem leret ved at strække fingrene. Vær opmærksom på, at du kun strækker fingrene og ikke flytter på hånden.
Øvelse 8
Tryk træningsleret fladt. Saml alle fem fingerspidser og form leret ud over fingerspidserne.
Stræk alle fingrene på samme tid.
Det er vigtigt, at du kontakter Skulder-, Albue- og Håndkirurgi, klinik 1,
hvis du oplever, at:
din hånd eller arm hæver voldsomt
smerterne forværres væsentligt
din hånd bliver rød og varm
Går du for længe uden at reagere, kan det komplicere dit forløb.