Når du er blevet opereret, skal du lave øvelser for at genoptræne bevægelighed og få styrke i musklerne. Du skal starte din genoptræning hurtigst muligt, da det giver det bedste resultat. Du må gerne tage slyngen af, mens du træner.
Øvelse 1 til 2 skal du lave så ofte som muligt og mindst én gang i timen. Resten af øvelserne skal du lave 3 gange om dagen.
Vi taler med dig om, hvor mange gange du skal lave de enkelte øvelser.
For at få en god balance mellem hvile og træning, skal du fordele træningen ud over dagen.
Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner. Følg den plan, du har fået udleveret sammen med den smertestillende medicin.