Skiftning af suprapubisk blærekateter

Information til hjemmesygeplejersker og praktiserende læger.

  • Et topkateter er en alternativ løsning til et uretralkateter
  • Kateteret består af 100% silikone og er meget skånsomt for vævet

Med et topkateter er det muligt at have et normalt seksualliv

Kateteret er anlagt i lokalbedøvelse gennem et lille snit i huden over skambenet. I nogle tilfælde er der syet et enkelt sting i huden, der skal fjernes efter ca. 7-10 dage.

Patienter i AK behandling, skal holde pause med medicinen individuelt efter aftale med urologisk læge. Der tages koagulationstal på dagen for anlæggelsen af topkateteret.

Forbinding

De første dage efter anlæggelsen er det normalt, at der er blodig sivning fra indstikskanalen, og dette gør det nødvendig med hyppigere tilsyn. Forbindingen skal skiftes ved behov, dog mindst 1-2 gange om ugen.

Efter 1-2 uger er forbinding ikke længere nødvendig, med mindre der er sekretion fra indstikskanalen.

Indstiksstedet skal observeres med hensyn til infektion.

Kateterventil

Kateterventil anvendes hvis det er muligt. Der åbnes ved vandladningstrang, eller hver 3.-4. time.

Det forudsætter dog, at patienten selv kan administrere at åbne og lukke for ventilen.

Hvis blæren er lille og/eller overaktiv, er ventil ikke en god løsning, da der vil være stor risiko for urinlækage.

Kateterposer

Kateteret tilkobles en dagpose, som fikseres til lår eller læg med velcrobånd eller evt. etbensbuks. Der findes desuden en pose, som kan anbringes på maven.

Det er vigtigt at undgå træk og knæk på slangen.

Til natten kan der monteres en natpose på dagposens bundaftapning eller på ventilen. Posen kan hænge på et stativ på sengekanten. 

Udskiftning af kateterpose og ventil

Kateterpose og ventil skal skiftes ved behov, dog mindst 1 gang om ugen.

Kateterballon

Ballonen er fyldt med 5 ml væske, som er en blanding af vand/Glycerin (10%).

Den glycerinholdige væske forbliver i højere grad i ballonen end saltvand og sterilt vand, hvorfor efterfyldning af ballonen er unødvendig.

Væskeindtagelse

Det er vigtigt at drikke 1½-2 liter i døgnet for at fortynde urinen og øge gennemstrømningen af urin i kateteret. Dette mindsker risikoen for tilstopning og behandlingskrævende infektioner.

Vejledning i skift af topkateter

Proceduren kan udføres af én person, men det anbefales at have en hjælper.

  • Utensilier til kateterskift
  • Silikonekateter, størrelse 12, 14 eller 16
  • 10 ml sprøjte indeholdende opløsning af vand/Glycerin (10%)
  • 10 ml Installagel i sprøjte (Lidocain/Klorhexidin)
  • Rene handsker
  • Kateterskiftesæt
  • Kateterpose/ventil
  • Evt. forbinding

Forberedelse

  • Håndvask/hånddesinfektion udføres før og efter proceduren.
  • Kateterskiftesættet pakkes ud.
  • Kateter, vand/Glycerinsprøjte, Installagel, ventil og evt. forbinding pakkes ud og lægges på afdækningsstykket.
  • Kateterpose klargøres.

Fremgangsmåde

  1. Hjælper tager rene handsker på. Ballonen tømmes med sprøjten, som efterlades uden stempel i ballonventilen. Kateter og pose adskilles.
  2. Sterile handsker tages på. Der påsmøres Installagel på kateterspidsen
  3. Hjælper trækker kateteret ud. Der kan være modstand, specielt ved inkrustationer.
  4. Der injiceres ligeledes gel i kanalen
  5. Det nye kateter indføres gennem den eksisterende kanal
  6. Kateterballonen fyldes med 5 ml vand/glycerinopløsning
  7. Ventil/kateterpose tilkobles og kateteret trækkes tilbage, til der er modstand
  8. Evt. påsættes forbinding
  9. Det sikres, at kateteret fungerer

Der kan komme lidt blødning i forbindelse med skiftning og dette er normalt og vil stoppe efter kort tid.

Problemer ved skiftningen

Kateteret sidder fast og er svært at få ud.

Mulige årsager

  • Ballonen er ikke helt tømt
  • Inkrustationer på kateteret
  • Patienten spænder meget
  • Blærespasmer
  • Kravedannelse ved ballon

Løsningsmuligheder

  • Tøm ballonen helt, lad sprøjte uden stempel sidde i ballonstudsen
  • Hjælp patienten til at slappe godt af 
  • Vælg et kateter med integreret ballon 
  • Hyppigere kateterskift.

Hvis kateteret stadig sidder fast:

  • Drej det rundt og træk til stille og roligt.
  • Det nye kateter kan ikke føres gennem den eksisterende kanal.

Mulige årsager

  • Kanalen er ved at lukke til, fordi kateteret er faldet ud
  • Kanalen er snørklet, muskellagene forskubber sig, for eksempel på grund af overvægt.

Løsningsmuligheder

  • Kom ekstra gel i kanalen
  • Forsøg med et engangskateter først
  • Forsøg med et kateter, som er en størrelse mindre
  • Anvend kateter med guidewire

Komplikationer

Urinlækage og manglende funktion af kateteret.

Mulige årsager

  • Afklemt kateter eller poseslange

Kateteret og poseslangen, lejres og fixeres uden knæk.

  • Fejlplacering af kateteret

Ved fejlplacering af kateteret tømmes ballonen, og kateteret skubbes 2-4 cm ind i blæren. Ballonen fyldes igen, hvorefter kateteret trækkes tilbage, til der er modstand. Vær opmærksom på at kateteret ikke kommer ned i urethra.

  • Er kateteret gledet ud

Skal det genanlægges hurtigst muligt, det vil sige inden for få timer, da kanalen lukker.

  • Tilstopning af kateteret

Dette skyldes som regel blødning, pus eller Inkrustationer.

Kateteret skylles med saltvand og der skylles indtil urinen er klar. I nogle tilfælde vil fast skylning være nødvendig.

Inkrustationer kan opløses ved jævnligt brug af Uro-Tainer.

  • Blærekramper

kan medføre urinsivning gennem urinrøret eller via kanalen, selv om kateteret er velfungerende. Patienten kan føle kraftig vandladningstang og smerter over blæreregionen. I nogle tilfælde kan det afhjælpes med blæredæmpende medicin.

Infektion

Ved permanent kateter kan bakteriuri ikke forhindres. Infektion skal kun behandles, hvis der er tale om påvirket almentilstand, feber og smerter over blæren.

Kateterskift

Normalt skiftes kateteret hver 2.-3. måned, men der kan være individuelle forhold, der gør, at kateteret skal skiftes oftere.

Det første skift vil altid foregå i Urinvejssygdomme, Klinik 1, derefter kan skiftning varetages af hjemmesygeplejerske eller praktiserende læge.

Yderligere information

”Suprapubisk kateter (Topkateter) - Håndbog for sygeplejersker” udgivet af Mediq Danmark.

Redaktør