Sådan tømmer du blæren med engangskateter (RIK-RID)

Patientinformation om hvorledes man tømmer blæren.

Du skal i gang med at tømme blæren ved hjælp af et engangskateter. Det kaldes også for selvkateterisation eller RIK, som står for "Ren Intermitterende Kateterisation".

Formålet med at tømme blæren med kateter er:

  • at kunne komme af med urinen
  • at undgå at nyrerne tager skade
  • at genoprette/bevare blærens funktion
  • at mindske risiko for blærebetændelse
  • at forbedre kontrol over vandladningen
  • at mindske utæthed for urin og lugtgener
  • at undgå et fast blærekateter

Hvordan udføres RIK

Du bliver oplært i teknikken i at bruge engangskateter af en sygeplejerske. Her aftaler vi også, hvor ofte du skal tømme din blære med kateter.

  • start med at vaske hænderne med vand og sæbe
  • hvis det er muligt, skal du altid lade vandet på normal vis før RIK
  • kateteret gøres klart og placeres i nærheden af toilettet
  • vask 1 x dagligt med vand omkring urinrørsåbningen. Er der blod eller afføring i området, bør du vaske dig med mild sæbe, før du bruger kateter. Er du kvinde skal du vaske bagud - aldrig fremefter
  • tag kateteret op af posen. Lokaliser urinrøret og før det op i blæren
  • når urinen begynder at løbe, holdes kateteret henover toilettet eller tømmes i den tilkoblede pose. Når der ikke kommer mere 
  • urin, trækkes kateteret langsomt ud for at tømme blæren helt
  • kateteret kasseres som almindeligt affald
  • vask hænderne igen

Ved besvær med at indføre kateteret

Hvis du som mand har svært ved at indføre kateteret, kan det hjælpe at hoste et par gange og gøre dig tung og afslappet i bækkenbunden samtidig med, at du bevarer et let pres på kateteret.

Eventuelle gener

I den første tid kan RIK føles lidt generende i urinrøret, men de fleste vænner sig hurtigt til det. 

I slutningen af blæretømningen kan der opleves et kortvarigt ubehag i blæren. Det er ufarligt.

Sidder der trevler i kateteret eller er der lidt blod på spidsen af kateteret, betyder det ikke noget, men skyldes at kateteret har lavet en ubetydelig rift i urinrøret eller blæren. 

Bakterier i urinen forekommer hyppigt, når man anvender RIK og skal kun behandles ved symptomer på blærebetændelse. 

Har du ildelugtende eller grumset urin, er det en god ide, at du drikker 1 liter væske mere, end du plejer i løbet af dagen. 

Du kan mindske risikoen for udvikling af blærebetændelse ved at øge antal RIK.

Symptomer på blærebetændelse er

  • feber
  • smerter 
  • blodig urin
  • meget grumset og ildelugtende urin

Opstår dette, skal du kontakte din egen læge for eventuel antibiotisk behandling.

Gode råd

  • du skal ALTID prøve at lade vandet, før du foretager RIK 
  • om dagen anbefaler vi, at du lader vandet/udfører RIK hver 3-4 time
  • har du trang til at lade vandet, uden at du kan, bør du foretage RIK
  • du bør drikke 1,5-2 liter væske i døgnet
  • tøm altid din blære til natten
  • regelmæssig afføring giver en bedre blæretømning. Forstoppelse kan hindre total blæretømning. 

Lev, som du plejer

Du kan sagtens leve, som du plejer og gøre de ting, du gerne vil, når du bruger RIK. Du skal blot være opmærksom på nogle praktiske forhold, når du tømmer blæren udenfor dit hjem.

F.eks. er alle toiletter ikke lige rene, og vandet kan også være urent. Er du ude, kan du med fordel medbringe en lille håndsprit til hænderne og en flaske vand, som kun bruges til nedre hygiejne, samt en affaldspose sammen med katetrene.

Ferie

Få et diskretionskort, hvis du skal rejse i udlandet. Hvis du skal tjekke bagage ind i en lufthavn, kan du få et diskretionskort, som fortæller, at du bruger kateter. Diskretionskortet findes på www.kontinens.org under publikationer, eller et rejsekort fra det firma, du får katetrene fra.

Ved problemer

Du er altid velkommen til at kontakte afdelingen for Urinvejssygdomme Klinik 1, hvis du har spørgsmål. Især i begyndelsen af behandlingen kan der dukke problematikker op, som du bliver i tvivl om.

Hvor ofte skal du tømme blæren

Behov for antal af RIK pr. døgn varierer fra person til person. I starten aftaler du med sygeplejersken, hvor ofte du skal udføre RIK. Du må gerne efterfølgende selv regulere antallet af daglige RIK, hvis du følger disse retningslinjer:

  • tømmer du mindre end 100 ml ud pr gang, må du nedsætte antallet af RIK
  • tømmer du mere end 400 ml ud pr. gang, skal du øge RIK med en ekstra gang i løbet af dagen. Eksempel: hvis du foretager RIK x 2 dagligt og udtømmer mere end 400 ml pr. gang, skal du foretage en ekstra RIK midt på dagen
  • hvis du tømmer blæren x 1 dagligt, og der er mindre end 100 ml, kan du helt ophøre med RIK

Hvor får du katetre fra

I starten udleveres de af Klinik 1. Du skal derfor henvende dig til Klinik 1, når du skal bruge flere katetre. 

Når det bliver en permanent løsning, vil sygeplejersken i Klinik 1 ansøge om en bevilling hos kommunen. Herefter får du katetrene udleveret fra kommunen.

Registreringsskema til opfølgning i RIK / SIK 

Du skal udføre RIK________ x dagligt fx kl. ___________________

Du vil efter aftale enten have en opfølgende konsultation med en sygeplejerske eller blive ringet op den________ med henblik på at evaluere din vandladning. 

Du bedes derfor 1-2 dage forinden den aftalte tid registrere hvor meget du lader vandet spontant, inden du udfører RIK, og hvor meget urin der kommer ud via kateteret.

DatoKl.Spontan vandladning ml.Urin via kateter ml.
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
    
Redaktør