Rekonstruktion af forreste korsbånd - øvelser

Øvelsesprogram til genoptræning efter en korsbåndsoperation for at styrke muskler og bevægelighed.

Kort om øvelserne

Når du er blevet opereret, skal du lave øvelser for at genoptræne bevægelighed, få styrke i musklerne og for at undgå blodpropper. Vi anbefaler, at du prøver at lave øvelserne allerede inden operationen, så du kender dem og er parat til at starte din genoptræning. Du skal starte din genoptræning hurtigst muligt, da det giver det bedste resultat.

Du skal træne 3 gange om dagen. 
For at få en god balance mellem hvile og træning, skal du fordele træningen ud over dagen.

Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner. Følg den plan, du har fået udleveret sammen med den smertestillende medicin.

Brug is ved smerter og hævelse

Du kan lindre smerter og hævelse i knæet med is. Tag fx en pose isterninger eller frosne grøntsager, og læg et viskestykke omkring. Læg det på knæet i 15-20 minutter ad gangen op til 5 gange om dagen.

Brug krykker, når du går

Når du går, må du gerne støtte på benet, men du skal bruge de krykker, du har fået udleveret. Vi anbefaler, at du bruger stødabsorberende sko, fx løbesko der sidder godt fast på fødderne.

Hold knæet strakt og let løftet, når du hviler

Det er godt for knæets bevægelighed at blive strakt og bøjet. Men når du ligger, skal du så vidt muligt altid holde knæet strakt og let løftet for at mindske risikoen for hævelse, blødning og smerter.
Hold benet løftet ved at lægge et par bøger under fodenden af din seng, eller læg en pude under benet, så den støtter hele underbenet fra knæhasen til anklen. Sørg for, at puden ikke kun ligger under knæet, da det kan påvirke dit knæ, så du kan få svært ved at strækket benet helt ud.
Når du sidder, skal du lægge underbenet op på en stol eller skammel.

Bevæg fødderne ofte

Du skal vippe med fødderne så ofte som muligt for at hjælpe blodomløbet i gang.

Øvelse 1 

Du skal sidde yderst på en stol med en klud eller plastikpose under foden.  

  • Bøj de opererede ben, og træk foden ind under dig, indtil du mærker en stramning i knæet. Hælen skal blive i underlaget. 
  • Lad foden glide frem igen.

Øvelse 2 

Du skal sidde yderst på sædet af en stol med begge fødder på gulvet.

  • Stræk det opererede ben foran dig. Hold hælen i gulvet, og lad tæerne pege opad.
  • Læn overkroppen langsomt frem over knæet.
  • Træk benet tilbage, og sid med begge fødder på gulvet igen.

Øvelse 3 

Du skal stå med vægten fordelt ligeligt på begge ben og med fødderne vendt lige frem. Støt dig til et gelænder eller bord.

  • Bøj lidt i knæene. Hold knæene lige frem, og lad dem pege ud over fødderne. 
  • Ret dig op igen.

Øvelse 4

Du skal ligge med strakte ben.

  • Stræk knæene, så bagsiden rører underlaget, og du spænder op i din forreste lårmuskel.  
  • Hold spændingen i 10 sekunder, og slap af.

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/4mm eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør