Provokation med nikkel

Ved en provokation med nikkel undersøges der for allergi for nikkel i fødevarer.

Provokation med nikkel

Formålet med provokationen er at undersøge, om nikkel i føden kan forværre dit nikkeleksem.

Hvad er nikkelallergi?

Nikkelallergi viser sig som eksem de steder, hvor huden har tæt kontakt med nikkelholdige smykker, knapper, værktøj etc. Eksemet viser sig som kløe, rødme, blærer og evt. sår.

Hvis dine symptomer forsvinder, når du undgår kontakt med nikkel i smykker, knapper og lign. er der ingen grund til at tænke på nikkelindholdet i din kost.

Forberedelse

Det er vigtigt, at du møder symptomfri, da det ellers ikke er muligt at gennemføre provokationen.

Hvordan foregår provokationen?

Provokationen udføres med kapsler.

Provokationen foregår altid blindet og placebo-kontrolleret, dvs. at du nogle gange får placebokapsler (kapsler uden nikkel) og andre gange får kapsler med nikkel.

Du skal have ca. 5 provokationer med minimum 3 dages interval.

Hverken du eller den, der giver provokationen, kender indholdet af provokationen (koden opbevares forseglet, indtil provokationsrækken er afsluttet).

Baggrunden for de placebokontrollerede og blindede provokationer er, at undgå at tilfældigheder bliver tolket som om, du ikke kan tåle nikkel.

På dagen

Du får bind for øjnene og en tablet, som du skal synke. Herefter sidder du 45 min. til observation i Allergisygdomme, klinik 1. Har du ingen symptomer efter 45 min., aftaler vi tid til næste provokation. Du får et symptomregistreringsskema, som du skal udfylde i de efterfølgende 3 dage.

Efter provokationerne

Når du har gennemgået de planlagte provokationer, vurderer vi, hvorvidt du reagerer på nikkel og om du med fordel kan spise en nikkelfattig kost.

Nikkelfattig kost

Sammen med klinikkens diætist planlægger du, hvordan din fremtidige kost skal se ud, så du undgår symptomer. Samtidig er det vigtigt, at kosten tilpasses din dagligdag, og at du får de næringsstoffer, vitaminer og mineraler, som din krop har brug for.

Hvor kan jeg læse mere?

www.allergileksikon.dk

Redaktør