Prednisolon, behandling med

Prednisolon er et kunstigt binyrebarkhormon, der bruges til behandling af fx bindevævs- og lungesygdomme.

Prednisolon er et kunstigt hormon, der ligner det hormon, kroppen danner naturligt i binyrerne. Det bruges til behandling af blandt andet bindevævssygdomme og lungesygdomme.

Hvordan skal medicinen tages?

Prednisolon tages som tabletter. Dosis er forskellig fra person til person.
Du skal tage alle tabletterne på én gang- helst om morgenen sammen med dit morgenmåltid. Det er vigtigt, at du nøje overholder den dosis, din læge har ordineret til dig. Det kan være farligt for dig, hvis du selv ændrer på antallet af tabletter, eller stopper med at tage dem, før I har aftalt.

Hvis du glemmer at tage en morgendosis, skal du blot tage den senere på dagen.

Bivirkninger

Risikoen for bivirkninger er større, desto højere dosis man får, og jo længere behandlingsvarigheden er.

  • Man kan få et ændret udseende med et rundere ansigt og en anderledes  fedtfordeling på kroppen.
  • Huden kan blive uren. Efter lang tids behandling kan den også blive tynd og skør med tilbøjelighed til små blødninger og overfladiske små sår.
  • De fleste får øget appetit, og kan som følge heraf stige i vægt. Det er derfor vigtigt at forsøge at spise sundt og spise mange grøntsager og være fysisk aktiv, så vægtøgningen begrænses.
  • Øget produktion af mavesyre opleves som halsbrand eller utilpashed: Det kan afhjælpes ved at tage tabletterne med mælk eller til et måltid. Tal med lægen, om det er nødvendigt med medicin mod mavesyre. 
  • Nogle føler sig opstemte, rastløse og har svært ved at sove, mens andre føler sig  trætte og nedtrykte.
  • Indholdet af kalk i knoglerne bliver mindre. Det øger risikoen for knogleskørhed og knoglebrud. Denne virkning kan forebygges eller reduceres ved at spise kalk med D-vitamin. Du skal evt. have foretaget en DEXA- scanning for knogleskørhed.
  • Modstandskraften overfor infektioner kan blive nedsat. Samtidig dæmpes symptomerne på en eventuel infektion (f.eks. feber). Du skal derfor være opmærksom på også lette symptomer på infektion og reagere på disse.
  • Du må ikke stoppe med at tage Prednisolon, selvom du har en infektion.
  • Menstruationsforstyrrelser kan ses.
  • Behandling med Prednisolon kan medføre sukkersyge. Det er mest almindeligt ved store doser Prednisolon. Symptomerne herpå er øget tørst og øget vandladning. Hvis du oplever disse symptomer, skal du have målt blodsukker hos egen læge. Det kan blive nødvendigt med medicinsk behandling og diæt i en periode. Sukkersygen vil oftest forsvinde, når prednisolondosis nedtrappes eller ophører. Patienter, der i forvejen har sukkersyge, kan få behov for en øget dosis af insulin, og de kan opleve, at det bliver sværere at regulere blodsukkeret.  
  • Forhøjet blodtryk og hævede ben kan forekomme.
  • Efter lang tids behandling kan man risikere at få grå eller grøn stær.

Du kan læse en samlet oversigt over bivirkninger i indlægssedlen, som ligger i medicinpakningen.

Forholdsregler når du er i behandling med Prednisolon

Vi anbefaler dig altid at oplyse, at du er i behandling med Prednisolon ved besøg hos læge, tandlæge, skadestue eller anden hospitalsafdeling.

Infektioner:

Hvis du får en alvorlig infektion, hvor du f.eks. skal have antibiotika, bør du kontakte lægen, da det kan være nødvendigt at øge dosis.

Vaccinationer:

Vaccination med levende vacciner bør undgås under behandlingen. Spørg derfor din læge forud for eventuel vaccination.

Graviditet og amning

Kan om nødvendigt anvendes under graviditet og amning.

Alkohol

Der er ingen specielle forholdsregler mht. alkohol, når du tager Prednisolon.

Prednisolon og anden medicin

Du bør ikke tage medicin med salicylsyre, så længe du er i behandling med Prednisolon. Medicin med salicylsyre kan øge din risiko for at udvikle mavesår. Det er f.eks. Kodimagnyl, Albyl, Treo, Magnyl, Ibuprofen og Bonyl.

Redaktør