Gå til hovedindhold

Permanent dræn i lungehulen - Indsættelse

Hvis man danner for meget væske i lungehinderne, kan man få lagt et permanent dræn i lungehulen. Væsken kan tømmes ud derhjemme og man undgår derfor hyppige ophold på hospitalet. Det er vigtigt at få taget blodprøver inden, samt holde pause fra blodfortyndende medicin.

Kort om permanent dræn

Du skal have lagt et permanent dræn i lungehulen, fordi du danner så meget væske mellem lungehinderne, at du har behov for at få det tømt med korte mellemrum. Med det permanente dræn kan du selv, en pårørende eller en hjemmesygeplejerske tømme væsken ud hjemme, og du undgår hyppige ophold på hospitalet. Det er individuelt, hvor ofte drænet skal tømmes. Det instruerer vi dig i.

Du skal forvente at komme hjem samme dag som indsættelsen af drænet.

Vigtig forberedelse

Få eventuelt taget blodprøver før din aftale

Sygeplejersken fortæller dig, om det er nødvendigt for dig at få taget blodprøver før din aftale hos os.

Hold pause med blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med den op til undersøgelsen, som vi har aftalt med dig til forundersøgelsen. Da fiskeolie virker blodfortyndende, skal du også undgå dette i en uge op til undersøgelsen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

På hospitalet

Vi ultralydsskanner dig

Inden indgrebet laver lægen en ultralydsskanning af din lungehule for at sikre, at der er tilstrækkeligt med væske til tømning.

Du bliver lokalbedøvet

Vi bedøver dig i det område, hvor drænet skal ligge.

Indgrebet

Når bedøvelsen virker, laver lægen to snit på forsiden af din brystkasse og fører drænet gennem underhuden ind i lungehulen. Lægen syr drænet fast til huden. Med tiden vil drænet vokse fast under din hud.
Til sidst dækkes drænslangen, som stikker ud af huden, med en vandtæt forbinding.
Indsættelsen af drænet varer cirka 30 minutter. Vi tager efterfølgende et røntgenbillede af dine lunger for at sikre, at drænet ligger, som det skal.

Hvis du fremover selv ønsker at tømme drænet i hjemmet, oplærer vi dig i dette, inden du tager hjem. Du får nogle flasker med hjem, som skal bruges ved tømning af væsken.

Hjemme igen

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Du får også information fra drænfirmaet Vingmed med instruktioner i, hvordan du tømmer væske ud.

Efter ca. 1 måned få du besøg af drænfirmaet´s sygeplejerske, som vil være med til en "tømning". Sygeplejersken vil også kunne besvare eventuelle spørgsmål.

Du bliver desuden ringet op efter 3 og 6 måneder af en læge fra afdelingen, som spørg ind til, hvordan det går med dit permanente dræn.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden