Træn jeres kommunikation
Når et forhold er udfordret af kroniske smerter, kan det være svært at tale sammen om det, der fylder. Misforståede hensyn, hvor man ikke taler om problemerne, kan skabe afstand mellem jer. Det kræver øvelse at give smerterne og deres følgevirkninger den plads, de skal have, i jeres forhold: De skal ikke fylde alt, men heller ikke forties. Smerter, træthed, bekymringer, tristhed og skuffelse kan distrahere og betyde, at man ikke lytter særlig godt. Hver især kan man føle sig så belastet, at man får mest fokus på sig selv. Tålmodigheden kan være meget lille med det resultat, at man får afløb for sine følelser på måder, der ikke er hensigtsmæssige. Afmagt kan gøre, at man trækker sig fra hinanden og ikke længere rigtigt får talt sammen. At tænke over – og at arbejde med – hvordan I taler sammen, er en yderst vigtig del af et fælles liv, hvor den ene part lever med kroniske smerter.