Oprensning i albuen (Kikkertoperation)

Her kan du læse om kikkertoperation i albuen, og hvordan du skal forholde dig efter operationen.

Kort om operationen

Du skal opereres i albueleddet, pga irritation af slimhinde, ledmus (løs brusk eller knogle) i albuen og/eller slidgigt i albuen. Ved operationen oprenses irriteret væv, ledmus fjernes og evt afrettes knogle.

Operationen varer 1 time.

Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du er blevet opereret.

Det endelige resultat af operationen er først tydeligt efter 3-6 måneder. De fleste opnår god bevægelighed og styrke i albuen efter få måneder. Du skal dog forvente, at du altid vil have let nedsat bevægelighed i albuen.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning. 

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på www.regionh.dk/patientguiden

Undgå blodfortyndende medicin

Du skal holde pause fra blodfortyndende medicin og gigtmedicin 1 uge før operationen, medmindre du får andet at vide af lægen. Da fiskeolie virker blodfortyndende, skal du også holde pause med dette 1 uge før.

Du må gerne tage din øvrige medicin, som du plejer. Hvis du har diabetes og tager medicin for dette, skal der lægges en plan for, hvordan du må tage denne medicin. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste 2 uger inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os og få en ny tid, så du ikke går forgæves.

Kontakt os, hvis du har sår eller rifter i huden

Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger på armen, da det øger risikoen for betændelse. I nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Inden operationen skal du sørge for at lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem og hjælpe dig efter operationen. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern make-up, neglelak og smykker

Du skal fjerne al make-up og neglelak inden din aftale. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds naturlige farver af hensyn til din sikkerhed under operationen. Ur, øreringe og andre smykker skal også fjernes.

Medbring praktisk tøj

Vi anbefaler at du hjemmefra iklæder dig tøj, der er nemt at få på overkroppen. Tøj der ikke kræver, at du løfter armene for meget.Det kan fx være en skjorte eller en bluse med lynlås.

Vi anbefaler bukser med elastik i taljen, da det vil være meget svært at knappe eller lyne,så længe armen er bedøvet.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din mødetid skal du stoppemed at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.
  • 6 timer før din mødetid skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød.
  • Du må drikke tynde væsker, som vand, saftevand, kaffe eller te. Kaffe og te må dog ikke indeholde mælk eller fløde, men du må gerne putte sukker i. Vælger du at drikke sukkersødet saft, kan sukkeret i saften modvirke kvalme og utilpashed.
  • Du må højest drikke 2 glas tynd væske.
  • 2 timer før din mødetid skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske.
  • 2 timer før skal du stoppe med at ryge, da rygning giver mavesyre.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler.

På hospitalet

Du bliver bedøvet

Inden operationen bliver din arm bedøvet ved en nerveblokade i skulder/hals regionen. Blokaden virker normalt 12-18 timer og for nogle helt op til 24 timer, og i denne periode vil du være smertefri.

Du får også fuld bedøvelse. Vi giver dig medicin i et drop i hånden, så du sover.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen flere snit på 5-10 mm ved din albue og fører en kikkert ind i albueleddet. Lægen renser og undersøger albueleddet, fjerner ledmus og evt afretter knogle. Er der andre skader i albueleddet, behandles de så vidt muligt også. Hvis vi vurderer, at vi ikke kan gennemføre operationen med kikkert, f.eks. ved meget store ledmus, opererer vi dig gennem et snit på nogle cm ved albuen.

Såret lukkes med tråde eller clips, samt påsættes et plaster.

Der lægges komprimerende forbinding på din arm.

Komprimerende forbinding, er et gazebind, der sættes på armen fra håndled til armhule, for at forhindre, at armen hæver meget op i timerne efter operationen.

Dette gazebind skal fjernes om aftenen eller senest dagen efter din operation. Plaster over operationssår skal blive siddende.

Efter operationen får du en løs slynge, der skal bruges, så længe armen stadig er bedøvet. Efterfølgende skal slyngen kun bruges efter behov.

Lægen fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen. Her skriver lægen, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.

Genoptræning

Hvis lægen vurderer, du skal til genoptræning, vil du blive indkaldt til dette i din hjemkommune.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Betændelse i albueleddet; hyppighed ca 1 %. I sjældne tilfælde kan der gå betændelse i albueleddet. Det kan da være nødvendigt med antibiotika eller evt. en ny operation.

Skade på nerverne; hyppighed 1-10 % Nerverne i det opererede område kan tage skade og give smerter eller føleforstyrrelser i form af øget eller nedsat følelse. I de fleste tilfælde forsvinder generne hurtigt igen. Vedvarende nerveskade er sjældne < 1 %.

Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS); hyppighed sjældent. CRPS er en reaktion i kar og nerver, som giver smerter, hævelse og stivhed i armen og ned i hånden. CRPS skal behandles individuelt, og det kan være et langt forløb.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været i fuld bedøvelse, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer.

Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Forbinding

Når du er blevet opereret, får du en forbinding af plaster og gaze på. Den skal sidde i 24 timer.

Hvis forbindingen bliver våd, eller det bløder igennem, skal du skifte den. Du får ekstra forbinding med hjem. Så længe såret væsker, er det nødvendigt med et plaster over såret. Det er vigtigt, at du holder forbindingen tør og ren for at mindske risikoen for betændelse.

Vær opmærksom på, at husdyr ikke kommer i nærheden af forbindingen, da det også vil øge risikoen for betændelse i såret.

Trådfjernelse

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge efter 10-14 dage.

Vent med at køre bil og cykle

Du skal regne med, at du kan begynde at køre bil og cykle igen få dage efter operationen. Du må dog først køre bil, når du kan føre bilen forsvarligt i henhold til færdselsloven og ikke tager stærk smertestillende medicin.

Hvis vi vurderer, at der gælder særlige forbehold for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere end andre med feks. kontor arbejde.

Hvis du har brug for en sygemelding efter operationen, kan du få den hos din egen læge.

Redaktør