Operationen
Operationen udføres i fuld bedøvelse. Operationen foregår ved, at kirurgen lægger 2 små snit i mellemkødet lige under pungen.
Vi indfører en ballon på hver side af urinrøret. Ballonerne giver et tryk på urinrøret, der i mange tilfælde genskaber eller forbedrer evnen til at holde på vandet.
Ballonerne har en slange og en påfyldningsstuds, der føres ned på bagsiden af pungen under huden. Det betyder, at kirurgen/sygeplejersken let kan justere ballonernes fyldning. For at ballonerne ikke skal flytte sig, før vævet er helet, påfyldes der kun 1 ml under operationen. Dette er som regel ikke nok til at påvirke evnen til at holde på vandet.
I nogle tilfælde giver hævelsen af vævet lige efter operationen i sig selv en bedring af din evne til at holde på vandet. Bedringen er oftest midlertidig, og det er nødvendigt, efterfølgende at justere ballonernes fyldning. Det gør vi i klinikken på Gentofte Hospital. Patienter som kommer langvejs fra, kan få efterfyldt i Odense, Esbjerg eller Aalborg.
Du kan forvente at blive udskrevet samme dag.
Forberedelse inden operationen
Blodfortyndende medicin
Er du i behandling med blodfortyndende medicin, skal du formentlig holde pause med den forud for operationen. Aftal det med lægen.
Kost og motion
Det er vigtigt, at din krop er i god form, når du skal opereres. Du bør spise sundt og varieret og sørge for at være i god fysisk form.
Alkohol og rygning
Du bør være forsigtig med alkohol inden operationen og følge Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser, ligesom det er en god ide at holde op
med at ryge.
Undersøgelser og samtaler
Inden operationen skal du:
- Have taget blodprøver og evt. hjertediagram (ekg).
- Aflevere en urinprøve til undersøgelse for evt. bakterier, hvis du har symptomer på urinvejsinfektion.
- Undersøges af en læge.
- Vurderes af en narkoselæge vedrørende bedøvelsen.
Faste og tørste
- Dagen før operationen må du spise og drikke som vanligt frem til kl. 02.00.
- Efter klokken 02.00 må du ikke længere spise, men du må gerne indtage drikkevarer, der ikke er juice og mælkeprodukter. Det er en god ide at drikke 250 ml væske umiddelbart inden kl. 06.00 på operationsdagen.
- Fra kl. 06.00 på selve operationsdagen må du hverken spise eller drikke.
På operationsdagen
Du får lagt et lille plastikrør (et drop) i en blodåre. I plastikrøret får du antibiotika ca. 2 timer før operationen.
Hygiejne
Inden du bliver kørt til operationen, skal du:
- Have fjernet evt. hårvækst i operationsområdet svarende til området mellem pung og endetarm (mellemkødet).
- Tage rent tøj på bestående af underbukser og en hospitalsskjorte.
- Tage ur og andre smykker af.
- Have identifikationsarmbånd på.
Du må gerne beholde eventuelle briller, høreapparat eller tandprotese på.
På operationsgangen
I det anlagte drop får du smertestillende medicin, sovemedicin og væske under operationen.
Efter operationen
Opvågning
Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du overvåges, indtil bedøvelsen har fortaget sig. På sengeafsnittet tager plejepersonalet imod dig og observerer din tilstand. Plejepersonalet vil støtte dig de første gange, du skal ud af sengen. Når du er klar, må du spise og drikke, som du plejer. Du får tilbudt mad og drikke.
Aktivitet
Selvom du føler dig træt, er det vigtigt for det videre forløb, at du kommer ud af sengen. Du bør gå omkring i afdelingen, for at stimulere kredsløbet og dermed mindske risikoen for komplikationer.
Vent med at køre bil
Har du været i fuld bedøvelse, må du ikke køre bil, motorcykel eller andet køretøj i 24 timer efter operationen. Det skyldes, at du stadig kan være påvirket af medicin.
Ømhed og smerter
Mod ømhed og smerter anbefaler vi 1 gram Paracetamol maks. 3-4 gange i døgnet. Du kan supplere med 200 mg Ipren maks. 3 gange i døgnet.
Sårpleje
Forbindingen kan fjernes efter det første døgn. Hvis det siver fra såret, skiftes forbindingen. Du må gerne tage brusebad efter de første 24 timer og duppe såret tørt.
Trådene under pungen opløser sig selv og forsvinder i løbet af ca. 3 uger.
Du må ikke gå i karbad indtil trådene er forsvundet.
Der kan forekomme misfarvning af pungen og mellemkødet på grund af blodudtrædninger i huden. Misfarvningerne forsvinder af sig selv.
Kontrol efter udskrivelsen
Som nævnt tidligere er der kun fyldt 1 ml i ballonerne ved operationen. Ved første kontrolbesøg, 1 måned efter operationen, fylder vi ballonerne med 1 ml. Herefter 1 ml ugentligt, indtil effekten er tilstrækkelig. Ballonerne kan højst rumme 8 ml.
Du kan ikke påregne at blive fuldstændig tæt efter operationen. Vi forventer dog en væsentlig reduktion i dit tab, hvor du maksimalt skal benytte et indlæg pr. dag.
Fysisk aktivitet
Du må ikke cykle eller dyrke voldsom fysisk aktivitet 4 uger efter operationen. Det er for at undgå, at ballonerne flytter sig.
Ballonerne
Hvis ballonerne ikke virker tilfredsstillende, efter de er fyldt helt op, kan en ultralydsskanning vise, om ballonerne har flyttet sig. Balloner der har flyttet sig eller er punkteret, skal udskiftes.
Du kan ikke mærke ballonerne, når de er på plads. Du vil dog kunne mærke det lille slangesystem under huden på pungen.
Indlæggelsesbevis og sygemelding
Afdelingen vil gerne udlevere et indlæggelsesbevis.
Har du brug for en sygemelding, skal du kontakte din praktiserende læge.
Rejser
Du er ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring ved udlandsrejser efter indlæggelse/operation. Du skal derfor kontakte dit rejseforsikringsselskab for at høre nærmere.
Komplikationer
Hyppigst drejer det sig om at man ikke kan lade vandet. Sker det i forbindelse med operationen, lægger vi et kateter som skal ligge i en uge, og fjernes af dig selv eller egen læge. Det kan også ske senere i forløbet, hvor behandlingen er den samme. Har du fortsat problemer med at få gang i vandladningen, vil vi tømme lidt af ballonerne.
Infektion viser sig som ømhed og hævelse omkring ballonen/påfyldningsstuds. I nogle tilfælde behandles dette med antibiotika, men ofte må ballonerne fjernes, hvilket gøres i lokal bedøvelse i klinikken. Senere kan der indsættes nye balloner.
I sjældne tilfælde kan ballonerne arbejde sig ind i urinrør, blære eller endetarm. Sker dette skal ballonen fjernes. Senere kan der indsættes ny ballon.
Henvendelse ved komplikationer
Hvis du får brug for hjælp, kan du i dagtimerne henvende dig til Urinvejssygdomme, Klinik 1 på Gentofte Hospital. Uden for dagtimerne og i weekenden skal du henvende dig til Akutnummer 1813, hvorefter du kan blive henvist til Akutmodtagelsen.
Kontrol og efterbehandling
Du får tilsendt eller udleveret mødetid til kontrol.