Nerveskade i underarm eller hånd, operation af

Her kan du læse om operation af en nerveskade i underarm eller hånd, og hvordan du skal forholde dig efter operationen

Kort om operationen

Du skal have opereret en nerveskade i underarmen eller hånden.

Ved denne operation undersøges omfanget af nerveskader, og nerver rekonstrueres.

Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du er blevet opereret. 

Få dage efter operationen kontaktes du af en ergoterapeut, som aftaler det videre genoptræningsforløb med dig.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på www.regionh.dk/patientguiden

Rygning

Rygning øger risikoen for komplikationer efter operationen.

Hvis du er ryger, anbefaler vi derfor, at du stopper med at ryge mindst 8 uger før operationen samt 4 til 8 uger efter operationen.

Selvom der måske er kortere tid til din operation, anbefaler vi fortsat, at du undgårrygning, da vi ved, at det hjælper helingsprocessen.

Alkohol

Alkoholindtag øger risikoen for komplikationer efter operationen. Drikker du mere end 4 genstande dagligt, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du 4 ugerinden operationen holder helt op med at indtage alkohol. Det vil medvirke til at nedsætterisikoen for infektioner, blødninger og hjertelungeproblemer efter operationen.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os og få en ny tid, så du ikke går forgæves. 

Kontakt os, hvis du har sår eller rifter i huden på hånd og/eller underarm

Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger på hånden eller underarmen, da det øger risikoen for betændelse. I nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen. 

Gør klar til, når du kommer hjem

Hvis du har hjemmepleje, bedes du selv orientere dem om den forestående operation.

Allerede inden operationen er det en god idé at forberede dig til, når du kommer hjem, da hverdagsaktiviteter kan tage længere tid og være mere besværlige end normalt. Du kan fx:

  • lave aftaler med venner eller familie om hjælp til praktiske ting.
  • have nem mad klar.
  • indrette dit hjem, så det er nemt at komme rundt og nemt at få fat i ting.
  • købe smertestillende medicin, fx paracetamol.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Inden operationen skal du sørge for at lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem og hjælpe dig efter operationen. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen, og du bør også undgå offentlig transport. Vi anbefaler at du ikke er alene, når du kommer hjem.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern make-up, neglelak og smykker

Du skal fjerne al make-up og neglelak inden din aftale. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds naturlige farver af hensyn til din sikkerhed under operationen. Ur, øreringe og andre smykker skal også fjernes.

Sørg for at have rene og korte negle

For at mindske risikoen for betændelse, skal du have rene, kortklippede negle på operationsdagen. Skrub neglene med en neglebørste, og klip neglene, så der er 1-2 mm fri kant. 

Tag løstsiddende og praktisk tøj på

Det en god idé at tage en løstsiddende bluse eller skjorte med brede ærmer på, da du efter operationen får en stor forbinding på hånden. Vi anbefaler også sko uden snører og bukser med elastik, fx joggingbukser, som er nemme at tage af og på med én hånd. 

Medbring gerne musik

Du er velkommen til at tage musik med, som du kan høre under operationen. 

Pas på dine værdigenstande

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter ikke tabte eller stjålne ting. 

Spis, som du plejer

Det er ikke nødvendigt at faste før operationen, så du kan spise og drikke, som du plejer. 

På hospitalet

Du bliver bedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men hele din arm bliver bedøvet med en blokade i armhulen. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk. 

Armen vil være bedøvet i 12-24 timer. Du kan derfor ikke bruge armen efter operationen.

Operationen

Operationen foregår i blodtomhed, hvilket betyder, at vi sætter en stram manchet på din overarm, som forhindrer, at dit blod kan løbe ned til underarmen og hånden. På den måde kan vi operere, uden at det bløder. Vi sætter et klæde op, så du ikke kan se selve operationen, og du har mulighed for at høre musik eller se tv, mens vi opererer.

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit, der forlænger dit eksisterende sår. Omfanget af nerveskader undersøges, og nerver rekonstrueres. 

Såret lukkes med tråd. 

I forbindelse med operationen får du en stor gipsbandage på. Den skal du have på, indtil du får en specialskinne af ergoterapeuten. 

Lægen fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen. Her skriver lægen, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på. Du får eventuelt en recept, hvis der er medicin, du skal købe på vej hjem.

Smerter

I de fleste tilfælde er der behov for stærkere smertestillende medicin end Paracetamol ogIpren. Du får tabletter til de første dage med dig hjem. Smerterne aftager gradvist. 

Efter 3 måneder er smerterne ofte reduceret betydeligt.

Genoptræning

Du må ikke bruge din hånd/arm til dagligdags gøremål.

Du vil få fremstillet en specialskinne, som du skal bære under genoptræningsforløbet. Skinnen benyttes i 6 uger. Efter 6 uger kan hånden bruges til lettere ting. Først efter 3 måneder kan hånden benyttes frit.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Betændelse i såret under 1 %

Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, behandler vi det. I sjældne tilfælde kræver det en ny operation. 

Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS) 1-3 %

CRPS er en reaktion i kar og nerver, som giver smerter, hævelse og stivhed i hånden. CRPS skal behandles individuelt, og det kan være et langvarigt forløb.

Hjemme igen

Vent med at køre bil og cykle

Du kan ikke selv køre hjem fra hospitalet.Du må tidligst køre bil efter 8 uger grundet syning af nerven. 

Hvis vi vurderer, at der gælder noget særligt for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det.

Sygemelding

Sygemelding gives almindeligvis i op til 3 måneder, afhængigt af dit erhverv. Hvis du har en ulykkesforsikring, bør du anmelde skaden hurtigst muligt.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse de første 2-3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, du skal følge.

Kom til kontrol

Trådene fjernes efter 2 uger i klinik for skulder-, albue- og håndkirurgi.

Redaktør