Hvad er Mortons neurom?
Et Mortons neurom er en fortykkelse af en nerve i forfoden. Det er oftest beliggende mellem 3. og 4. tå, men kan også være tilstede mellem 2. og 3. tå eller begge steder. Kun i ekstremt sjældne tilfælde ses det mellem 1. (storetåen) og 2. tå eller 4. og 5. tå.
Årsager til Mortons neurom
Det er uvist, hvad der forårsager udvikling af en nerveknude. Der menes ikke at være tale om arvelige forhold. Stramme sko kan udløse smerter, men vurderes ikke at medføre udvikling af en nerveknude. Først når nerveknuden er mere end 4-5 mm, vurderes den at kunne være årsag til smerter.
Illustration fra Sundhed.dk der viser nerveknude i fod Symptomer
Symptomerne kan være meget varierende, men ofte er der tale om brændende, snurrende smerter i forfoden. Smerterne kan stråle ud i 2 tæer. Stramme sko og gang uden fodtøj kan ofte forværre smerterne. Der kan også forekomme smerter i hvile. Smerterne er mest udtalte mellem de påvirkede tæer i forfoden.
Diagnosen
Diagnosen stilles ud fra sygehistorien, og de fund man gør ved den kliniske undersøgelse. Man kan evt. supplere med en ultralydsundersøgelse eller en MR-skanning af foden. Nogle gange vil der også blive taget et røntgenbillede for at udelukke andre årsager til smerterne.
Behandling
Hvis ikke anden behandling afhjælper dine smerter (medicin, aflastning mv), så kan du tilbydes operation.
Operationen foregår i regional bedøvelse i knæhasen eller i sjældne tilfælde i lokal bedøvelse .
Der laves et mindre snit på ca. 3-4 cm på oversiden af foden. Nerveknuden vil derefter blive lokaliseret og fjernet.
I tilfælde af at nerveknuden vender tilbage, laves et mindre snit på undersiden af forfoden.
Formålet med operationen er at lindre eller fjerne smerterne ved at fjerne nerveknuden. Efter operationen vil du have permanent tab af følesansen i det område, nerven gik ud til. Det vil sige mellem og under de berørte tæer.
Størstedelen af de patienter, der bliver opereret, mærker en bedring efter operationen. Nogle patienter oplever, at de stadig har smerter efter operationen.
Du skal forvente ømhed og hævelse af foden i op til 3 måneder efter operationen.
Vigtig forberedelse
Aftal at blive hentet af en pårørende
Allerede inden operationen skal du lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen. Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du er blevet opereret.
Forbered din krop på operationen
Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer.
Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på www.regionh.dk/patientguiden Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.
Gør klar til, når du kommer hjem
Allerede inden operationen er det en god idé at gøre klar til, når du kommer hjem, da hverdagsaktiviteter kan tage længere tid og være mere besværlige end normalt. Du kan fx:
- lave aftaler med venner eller familie om hjælp til praktiske ting, fx til at handle ind
- have nem mad klar
- indrette dit hjem, så det er nemt at komme rundt og nemt at få fat i dine ting.
Undgå visse typer medicin
Der kan være medicin, du skal holde pause med inden operationen. Vi aftaler til forundersøgelsen, hvad der gælder for dig. Du må ikke holde pause med medicin, før du har talt med os. Kontakt os, hvis du er i tvivl.
Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber
Hvis du i tiden op til operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os, hvis det sker.
Kontakt os, hvis du har sår eller rifter på huden
Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger i det område, hvor du skal opereres, da det øger risikoen for betændelse.
Undlad at fjerne hår
Du må ikke fjerne hår fra det område, hvor du skal opereres, i et par uger op til operationen, da du risikerer at lave rifter i huden og dermed øge risikoen for betændelse.
Gå i bad hjemmefra
Du skal tage et bad, vaske dine fødder, børste tænder og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme på operationsområdet efter badet, da det øger risikoen for betændelse. Cremen kan mindske virkningen af den desinfektionsvæske, vi bruger på din hud.
Fjern makeup, neglelak og smykker
Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. For at nedsætte risiko for betændelse, skal du også fjerne neglelak på tæerne. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.
Tag løstsiddende og praktisk tøj på
Du får normalt en stor forbinding på foden og eventuelt en sandal eller en støvle på efter operationen. Det er derfor en god idé at tage løstsiddende bukser på.
Medbring høreapparat og briller
Bruger du høreapparat eller briller, skal du tage dem med på hospitalet.
Medbring adspredelse
Det er en god idé at tage en bog, et blad eller anden underholdning med, som du kan få tiden til at gå med, da der kan være ventetid. Du er også velkommen til at tage musik med, som du kan høre under operationen.
Lad dine værdigenstande blive hjemme
Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.
På hospitalet
Vi gennemgår dit forløb
Inden operationen taler vi med dig om, hvad der skal foregå før, under og efter operationen.
Du får udleveret hospitalstøj
Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.
Bedøvelse
Du er vågen, mens vi opererer dig, men din fod bliver bedøvet med en regional bedøvelse. Du føler derfor ikke smerte, men du kan mærke berøring og tryk. Foden kan være bedøvet i 8-24 timer. Du kan derfor ikke støtte på foden efter operationen.
Lægen fortæller dig om operationen
Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen, hvor der står, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.
Du bliver udskrevet
De fleste er klar til at blive udskrevet kort tid efter operationen. Du er klar, hvis du:
- ikke har kvalme eller større smerter
- har spist og drukket
Efter operationen
Efter operationen må du støtte på foden. Dog låner du 2 krykker til aflastning det første døgn.
Du skal forvente 2-4 ugers sygemelding. Ved stillesiddende arbejde muligvis lidt mindre.
Så snart du kan få en almindelig sko på, må du køre bil.
Sport kan ligeledes genoptages efter ca. 3-4 uger.
Komplikationer
Du vil altid blive følelsesløs mellem de to involverede tæer, da man jo fjerner nerven til dem. Bevægelsen i tæerne påvirkes ikke.
Der vil altid være en lille risiko for infektion, men dette forsøger vi at forhindre bl.a. ved at give antibiotika i forbindelse med operationen. Du kan selv være med til at mindske risikoen ved at tage et fodbad dagen inden operationen.
Man kan også i sjældne tilfælde se en gendannelse af nerveknuden i den afskårne nerveende.
Der kan i nogle måneder efter operationen være nogen hævelse tilstede omkring arret.