Nervefrilægning i albuen

Her kan du læse om klemt nerve i albuen, om operation for at frilægge den, samt hvordan duskal forholde dig efter operationen.

Kort om operationen

Du skal opereres i albuen, hvor en nerve bliver klemt i den kanal, den ligger i. Det giver symptomer som smerter i underarm og hånd samt sovende/snurrende fornemmelse ned i ringe- og lillefinger. Nogle oplever nedsat kraft i hånden.

Operationen varer 30 minutter.

Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du er opereret.

Det endelige resultat af operationen er først tydeligt efter 12 måneder.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning. 

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på www.regionh.dk/patientguiden

Undgå blodfortyndende medicin

Du skal holde pause fra blodfortyndende medicin og gigtmedicin 1 uge før operationen, medmindre du får andet at vide af lægen. Da fiskeolie virker blodfortyndende, skal du også holde pause med dette 1 uge før.

Du må gerne tage din øvrige medicin, som du plejer. Hvis du har diabetes og tager medicin for dette, skal der lægges en plan for, hvordan du må tage denne medicin. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste 2 uger inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os og få en ny tid, så du ikke går forgæves.

Kontakt os, hvis du har sår eller rifter i huden

Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger på armen, da det øger risikoen for betændelse. I nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Inden operationen skal du sørge for at lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem og hjælpe dig efter operationen. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern make-up, neglelak og smykker

Du skal fjerne al make-up og neglelak inden din aftale. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds naturlige farver af hensyn til din sikkerhed under operationen. Ur, øreringe og andre smykker skal også fjernes.

Medbring praktisk tøj

Vi anbefaler at du hjemmefra iklæder dig tøj, der er nemt at få på overkroppen. Tøj der ikke kræver, at du løfter armene for meget. Det kan fx være en skjorte eller en bluse med lynlås.

Vi anbefaler bukser med elastik i taljen, da det vil være meget svært at knappe eller lyne, så længe armen er bedøvet.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din mødetid skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.
  • 6 timer før din mødetid skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød.
  • Du må drikke tynde væsker, som vand, saftevand, kaffe eller te. Kaffe og te må dog ikke indeholde mælk eller fløde, men du må gerne putte sukker i. Vælger du at drikke sukkersødet saft, kan sukkeret i saften modvirke kvalme og utilpashed.
  • Du må højest drikke 2 glas tynd væske.
  • 2 timer før din mødetid skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske.
  • 2 timer før skal du stoppe med at ryge, da rygning giver mavesyre.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler.

På hospitalet

Du bliver bedøvet

Inden operationen bliver din arm bedøvet ved en nerveblokade i skulder/hals regionen. Blokaden virker normalt 12-18 timer og for nogle helt op til 24 timer, og i denne periode vil du være smertefri.

Du får også fuld bedøvelse. Vi giver dig medicin i et drop i hånden, så du sover.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit på ca 5 cm ved din albue. Nerven findes og frilægges.

Såret lukkes med tråde eller clips, samt påsættes et plaster.

Der lægges komprimerende forbinding på din arm.

Komprimerende forbinding, er et gazebind, der sættes på armen fra håndled til armhule, for at forhindre, at armen hæver meget op i timerne efter operationen. Dette gazebind skal fjernes om aftenen eller senest dagen efter din operation. Plaster over operationssår skal blive siddende.

Efter operationen får du en løs slynge, der skal bruges, så længe armen stadig er bedøvet. Efterfølgende skal slyngen kun bruges efter behov, og du må bruge armen til lettere dagligdags ting.

Lægen fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen. Her skriver lægen, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.

Genoptræning

De første 6 uger må armen kun bruges uden vægtbelastning. For de færreste patienter er der behov for genoptræning.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Risiko for betændelse; hyppighed < 1 %. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med en ny operation.

Skade på nerverne; hyppighed 1-5 %. De fleste vil have gavn af operationen, men ved løsning af nerver er der altid en mindre risiko for, at nerven tager skade, og at symptomerne bliver forværret. I nogle tilfælde kan skaden være permanent, men de fleste kommer sig.

Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS); hyppighed forekommer sjældent. CRPS er en reaktion i kar og nerver, som giver smerter, hævelse og stivhed i armen og ned i hånden. CRPS skal behandles individuelt, og det kan være et langt forløb.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer Hvis du har været i fuld bedøvelse, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Forbinding

Når du er blevet opereret, får du en forbinding af plaster og gaze på. Den skal sidde i 24 timer.

Hvis forbindingen bliver våd, eller det bløder igennem, skal du skifte den. Du får ekstra med hjem. Så længe såret væsker, er det nødvendigt med et plaster over såret.

Det er vigtigt, at du holder forbindingen tør og ren for at mindske risikoen for betændelse. Vær opmærksom på, at husdyr ikke kommer i nærheden af forbindingen, da det også vil øge risikoen for betændelse i såret.

Tråde/clips fjernelse

Tråde eller clips skal fjernes ved egen læge efter 14 dage.

Vent med at køre bil og cykle

Du må først køre bil, når du kan føre bilen forsvarligt i henhold til færdselsloven og ikke tager stærk smertestillende medicin. Hvis vi vurderer, at der gælder noget særligt for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter få dage, men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente op til 6 uger.

Hvis du har brug for en sygemelding efter operationen, kan du få den hos din egen læge.

Redaktør