Gå til hovedindhold

Lysprovokation

Information om lysprovokation - en undersøgelse til mistanke om polymorft udslæt (soleksem)

Hvad er en lysprovokation?

En lysprovokation udføres ved, at vi prøver at fremprovokere den reaktion, du får i huden af naturligt sollys. Ofte udføres testen, hvis man har mistanke om soleksem (polymorf lysudslæt) og gerne vil have det bekræftet.

Lysprovokationen er altid forudgået af en lystest.

Ved lysprovokationen anvender vi ultraviolet lys, som er en del af det naturlige sollys.

Ultraviolet lys består af UVB-lys (kortbølge) og UVA-lys (langbølge). I testen undersøges begge typer.

Testen strækker sig over 5 dage fra mandag til fredag med dagligt fremmøde i afdelingen.

Hvordan udføres en lysprovokation?

Besøg 1-5

Beregn ca. 45 min til hvert besøg.

Du skal ligge på maven i ca. 15 min.

Testen bliver udført øverst på ryggen i to områder af ca. 5x8 cm. Her belyses et område med UVA-lys og et område med UVB-lys. De områder, der er blevet belyst, markeres med en tuschpen. Denne kan smitte af på tøjet, så tag noget mørkt eller ”gammelt” tøj på.

Efter yderligere 20 minutter aflæser vi din hud for evt. reaktion i de belyste områder.

Ved tydelig reaktion afsluttes testen før tid.  

Efter den sidste kontrolaflæsning skal du til en opfølgende samtale med en læge.

Forberedelse

Fire dage før du skal testes, må du ikke indtage antihistamin tabletter (mod allergi). Derudover må du ikke smøre creme eller salve på ryggen.

Huden på den øvrige del af kroppen må behandles som normalt.

Hvis du har været i tjærebehandling, skal der gå mindst 1 uge før lysprovokationen kan udføres, da tjæren gør huden mere følsom over for lys.

Hvis du indenfor 14 dage før testen er behandlet med Prednisolon, som tablet eller indsprøjtning, bedes du oplyse det pr. telefon inden testen. 

Hvis du tager medicin, skal du oplyse os om det. Det skyldes, at der er flere slags medicin, der ændrer hudens lysfølsomhed og dermed kan påvirke resultatet af lysprovokationen.

Testen kan ikke gennemføres, hvis du er brun efter solbadning. Undgå derfor sol på huden 4 uger før lysprovokationen. Det gælder både naturligt sollys og solarium.

Indtil testen er helt slut, må du ikke smøre med creme eller salve på ryggen.

Er der bivirkninger?

Den eneste kendte bivirkning er, at huden på de belyste områder kan blive misfarvet (solbrun). Misfarvningen kan forekomme i en længere periode, men vil gradvist fortage sig.

Mødesteder

Først registreres din ankomst i Hudsygdomme, klinik 1 Gentofte Hospitalsvej 15, st.

Derefter foregår testen i Kontaktallergi, klinik 1 Gentofte Hospitalsvej 15, 2. sal.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden