Lungehinden - hjemme igen efter kikkertundersøgelse (Thoraskopi)

Forholdsregler efter en kikkertundersøgelse af lungehinden.

Ubehag eller smerter

Du kan få feber

Undersøgelsen kan give let feber det første døgn. Feberen går normalt over af sig selv.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.  

Kontakt os, hvis du får det dårligt

Kontakt vores vagtlæge det første døgn efter undersøgelsen, hvis du:

  • har høj feber
  • får åndenød
  • får hjertebanken
  • får kraftige smerter omkring drænhullet
  • oplever, at der siver væske fra drænhullet.

Vagtlægens telefonnummer er 38 67 24 55. Fortæl lægen, at du har været til undersøgelse.

Hvis du stadig har problemer efter det første døgn, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Pleje og hygiejne

Bad

Du må gerne tage brusebad efter undersøgelsen. Plasteret kan tåle vand og kan duppes tørt efter badet.

Fjern plasteret

Du kan fjerne plasteret efter 3 dage.

Praktiske forhold

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet eller fået beroligende medicin, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 10-14 dage efter undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar ved en samtale efter cirka 10-14 dage. Hvis du ikke allerede har en tid, indkalder vi dig til en ny aftale.

Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med til samtalen.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.gentoftehospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Få mere viden

Redaktør