Lokalbedøvelse

Det område, der skal opereres bliver lokalbedøvet, så det er følelsesløst og smertefrit under operationen. Man er vågen under operationen.

Kort om lokalbedøvelse

Du skal lokalbedøves i forbindelse med en operation i din hånd eller fod.

Lokalbedøvelsen kan gives på flere måder. Fælles for dem er, at det område, der skal opereres, er følelsesløst og smertefrit under operationen. Du er vågen under operationen og kan mærke berøring og tryk.

Mødested og -tid

På operationsdagen skal du henvende dig ved skranken i operationsmodtagelsen.

Du skal møde:

Dato: ____________

Tid: ____________

Du skal regne med at blive opereret cirka klokken: ____________

Vigtig forberedelse

Spis, som du plejer

Det er ikke nødvendigt at faste før bedøvelsen, så du kan spise, som du plejer.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Tag løstsiddende og praktisk tøj på

Det er en god idé at tage løstsiddende tøj på, hvor der er plads til en bandage. Vi anbefaler også praktiske sko uden snører og bukser med elastik, fx joggingbukser, som er nemme at tage af og på.

Medbring høreapparat, tandprotese eller briller

Bruger du høreapparat, tandprotese eller briller, må du gerne have dem med.

Medbring adspredelse

Det er en god idé at tage en bog, et blad eller anden underholdning med, som du kan få tiden til at gå med, da der kan være ventetid.

Medbring gerne musik

Du er velkommen til at tage en telefon med musik og høretelefoner med, så du kan høre musik under operationen.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Vi anbefaler, at du bliver hentet af en pårørende, der kan følge dig hjem og hjælpe dig bagefter.

På hospitalet 

Lås dine ejendele inde, mens du bliver opereret

Hvis du skal opereres i hånden, skal du fjerne ur og smykker fra hånden. Lad dine værdigenstande ligge i et aflåst skab, mens du bliver opereret. Du må gerne bære briller, høreapparat og tandprotese på turen til operationsgangen.

Bedøvelsen

Du får sprøjtet lokalbedøvelse direkte ind i det område, der skal opereres, så det bliver følelsesløst. Hvis du skal opereres i hånden, kan vi også vælge at give dig bedøvelsen gennem et drop i armen i den side, hvor du skal opereres. Du får lagt et drop i den anden hånd eller arm til væske og medicin, og du får en blodtryksmanchet på overarmen, så vi kan følge din tilstand under operationen. Den kan føles lidt stram.

Efter operationen

Efter operationen fortæller den læge, der har opereret dig, hvordan det er gået, og hvad forløbet er nu. Du bliver fulgt tilbage til operationsmodtagelsen, hvor du klæder om og kan komme hjem kort tid efter.

Tag smertestillende medicin

Bedøvelsen stopper hurtigt med at virke. Vi anbefaler derfor, at du tager smertestillende medicin efter operationen. Du får nærmere information om det, inden du går hjem. 

Vi ringer til dig dagen efter operationen

Første hverdag efter din operation ringer vi til dig for at høre, hvordan du har det. Her er du meget velkommen til at stille spørgsmål, hvis du er i tvivl om noget.

Få mere viden

Redaktør