Du skal have lavet en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning) af din lever og bugspytkirtel. CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder af kroppen. Vi bruger kontraststof for at gøre forskellen mellem blodkar, organer og væv tydeligere.
Skanningen kan bruges til at undersøge leveren og bugspytkirtlen for blandt andet betændelse, kræft eller kræftspredning. Skanningen kan også laves som forberedelse til en operation eller som kontrol efter en operation. I nogle tilfælde er det relevant at udvide undersøgelsen, så brystkassen også bliver skannet.
Undersøgelsen varer 20-30 minutter, men det er en god idé at afsætte 1-1½ time, da der kan opstå ventetid.