Diarré er en hyppig bivirkning til f.eks. kemoterapi, strålebehandling og behandling med antibiotika. Disse behandlinger kan nogle gange også påvirke tarmen, så den ikke kan fordøje og optage mælkesukker (laktose), hvilket også kan give diarré.
Følgende kostændringer kan måske mindske eller afhjælpe diarré-generne. Kostrådene er baseret på erfaringer fra andre patienter.
Inden du afprøver kostrådene, er det vigtigt at tale med plejepersonalet om, hvorvidt du får medicin, som kan indvirke på diarrén f.eks. afførende medicin.
Gode råd
- Spis mange små måltider (gerne 6-8), det giver en bedre næringsoptagelse
- Spis tempereret mad, det er mest skånsomt for tarmen
- Tyg maden grundigt, så er den lettere at fordøje
Hvad kan du spise?
- Gryn samt lyst brød uden klid, frø og kerner f.eks. ristet brød (hvidt franskbrød eller toastbrød), tvebakker, havresuppe, havregrød, rismelssuppe, rismelsgrød, lyst rugbrød, knækbrød
- Kogte grønsager, se hvilke du anbefales at undgå på næste side
- Banan
- Mælkeprodukter, kun ost og kun syrnede mælkeprodukter i begrænset mængde og fordelt ud over dagen
- Kartofler, kartoffelmos, ris, pasta
- Fjerkræ, fisk, farsretter (kød), pålæg, æg, ost
- Fødevarer og drikkevarer med højt kaliumindhold, da der tabes meget kalium ved diarre, f.eks kogt fisk, bananer, kartoffelmos, kogte grønsager, mineralvand med salt, fortyndet tomatjuice
- Salt gerne maden eller spis saltholdige madvarer f.eks saltstænger eller saltkiks
- Fedtrige fødevarer kan du spise, hvis det ikke forværrer din diarre f.eks. smør, fløde, flødeskum, creme fraiche, mayonnaise, kage, tørkage, kærnemælkshorn, kiks o.s.v.
- Drik rigeligt med væske, 2-3 liter dagligt f.eks. i form af vand, tynd the, saft (ikke baseret på frugt), klar suppe/bouillon. Coca Cola kan have en stabiliserende effekt på tarmen
Hvad anbefales du at undgå?
- Brød med klid, frø og kerner samt øllebrød
- Luftdannende grønsager som kål, porrer, løg, ærter og grønne bønner samt rå grønsager
- I starten mælk og andre mælkeprodukter samt retter der er tilsat mælk - vælg senere syrnede mælkeprodukter f.eks. Cultura, A38 og kærnemælk
- Frugt, henkogt frugt og frugtgrød
- Kaffe og alkohol
- Stærkt krydret, røget og hårdt stegt mad
- Fødevarer med kunstige sødestoffer så som sorbitol og xylitol
Du skal være opmærksom på, at det kan være problematisk at undgå mælk, mælkeprodukter og evt. fedt i kosten. Prøv derfor kun kostændringerne for en meget kort periode. Det kan også være en god idé at få ”stoppende medicin”, når du har diarre – tal med personalet om dette.
Hvis du er undervægtig er det en god idé at blive henvist til kostvejledning ved den kliniske diætist. Kontakt personalet