Hvad er klorhexidin?
Klorhexidin er et desinficerende stof, som slår visse bakterier, virus og svampe ihjel.
Hvor findes klorhexidin?
Klorhexidin fås i håndkøb og bruges ofte til rensning af hud ved sår og skrammer. Det findes også i mundskyllevæske, kontaktlinsevæske og i en lang række sæber, cremer og kosmetik.
Klorhexidin er et meget anvendt desinficerende stof i sundhedsvæsenet. Det bruges til at rense huden før blodprøver, forskellige undersøgelser og operationer - ofte i opløsninger hvor der indgår sprit.
Følgende produkttyper kan indeholde klorhexidin (listen er ikke komplet):
Ved kontakt til sundhedsvæsenet
- Renseservietter (swabs) ved blodprøvetagning
- Sårrensemidler
- Hud-desinfektionsmidler ved operation
- Håndsprit/gel
- Smørende gel til undersøgelser af urinrør, endetarm, underliv
- Gel til brug ved anlæggelse af urinkateter
Tænder/mundhule
- Mundskyllevæsker
- Dentalindlæg ved tandrodsbetændelse
- Tandpasta
- Sugetabletter og Hexocain®
I hjemmet
- Sårrensemidler
- Sæber/shampoo
- Cremer
- Make-up
- Mundplejemidler
- Vådservietter
- Rengøringsmidler
- Kontaktlinsevæsker
Hvad er symptomerne?
Allergi over for klorhexidin er sjælden.
I de letteste tilfælde bliver huden rød og kløende evt. med nældefeber-udslæt, der hvor den har været i kontakt med klorhexidin. Det er typisk ved reaktioner efter afspritning før blodprøver eller anden undersøgelse hvor en nål har været igennem huden.
Kraftigere allergireaktioner kan være kløe og nældefeber over hele kroppen og i sjældne tilfælde allergisk (anafylaktisk) chok.
De kraftigste allergireaktioner kommer oftest, hvis den allergiske person udsættes for større mængder klorhexidin, f.eks. i forbindelse med operation og bedøvelse. Anlæggelse af urinkateter udgør en særlig risiko pga. kontakt med slimhinderne.
Hvorfor får man allergi for klorhexidin?
Det vides ikke, hvorfor man udvikler allergi over for klorhexidin. Der er ikke sammenhæng med allergi over for anden medicin, fødevarer, pollen el.lign.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Ved allergi for klorhexidin er der dannet allergiantistoffer (IgE) mod klorhexidin. Antistofferne kan påvises i en blodprøve eller ved en hudtest.
Er der andre slags allergi over for klorhexidin?
Nogle patienter udvikler eksem i huden ved kontakt med klorhexidin. Typisk vil der være tale om eksemreaktioner på hænderne eller andre dele af kroppen der har været i kontakt med klorhexidin. Her kommer kløe og små blærer, senere evt. revner og sår.
Undersøgelse for kontaktallergi for klorhexidin foregår med lappeprøver på ryggen (hos en hudlæge).
Hvad kan man gøre selv?
Har man allergi for klorhexidin, skal man undgå kontakt med klorhexidin.
Man kan i stedet for klorhexidin bruge sprit eller jod.
Specielt på hospital, hos læge og tandlæge, hvor der anvendes klorhexidin, er det vigtigt at informere personalet om at man har allergi og at de skal finde alternativer.
Et lille kort i tegnebogen, der angiver, at man har allergi over for klorhexidin, anbefales. Man kan også skrive ’allergi overfor klorhexidin’ på sit sundhedskort.
Hvor kan jeg læse mere?
www.videncenterforallergi.dk
www.allergileksikon.dk