Klorbad, behandling af eksem med

Klorbad kan anvendes som behandling til personer med atopisk eksem.

Hvornår behandles eksem med klorbad?

Klorbad kan bruges til behandling af atopisk eksem (Børneeksem) med tilbagevendende infektion med stafylokokker.

Sådan bruges klorbad:

Badekarret fyldes med lunkent vand. Til et almindeligt fyldt badekar på ca. 150 liter skal der bruges 100 ml. husholdningsklor (5-6 % natriumhypoklorit). Bruges et børnebadekar eller en balje skal der ca. 6-7 ml. husholdningsklor i for hver 10 liter vand.

Patienten skal sidde i badet i 5 – 10 minutter. Ansigt, hoved og hår skal ikke behandles med klorbad.

Efter klorbadet skylles huden med vand og tørres med et blødt håndklæde.

Huden behandles med fugtighedscreme efter badet evt. hormoncreme til eksemområder.

Klorbad kan gentages 1-2 gange ugentlig.

Forholdsregler:

  • Anbefales ikke til børn under 3 måneder
  • Børn må ikke være alene mens de er i klorbad
  • Behandling med klorbad skal stoppes, hvis hud, slimhinder eller luftveje bliver irriterede
  • Behandlingen skal ikke bruges, hvis der er åbne sår eller dybe revner i huden
  • Klorbad må ikke komme i kontakt med aluminium, kobber og sølv
Redaktør