Klamydia, behandling af

Klamydia er en kønssygdom, som behandles med antibiotika.

Hvad er klamydia?

Klamydiainfektion er en kønssygdom, som smitter ved ubeskyttet seksuel kontakt. Smitte med klamydia skyldes bakterien Chlamydia trachomatis, som kan give infektion (betændelse) i urinrøret og/eller på livmoderhalsen. Mange har ingen symptomer, men kan alligevel smitte andre.

Symptomer på klamydia

Der går 1-3 uger, fra man er smittet, til man får eventuelle symptomer. Kvinder kan have udflåd, svie ved vandladning og pletblødning. Mænd kan have udflåd fra urinrøret og svie ved vandladning.

Komplikationer ved klamydia

Kvinder, der har klamydia, kan få underlivsbetændelse. Dette kan medføre, at æggestokkene beskadiges og evnen til at få børn nedsættes. Der kan ligeledes være øget risiko for graviditet uden for livmoderen.

Mænd, der er smittet med klamydia, kan få betændelse i én af bitestiklerne. Herved kan der opstå en øm hævelse af den ene side af pungen. Mænd bliver ikke sterile, da det kun er den ene bitestikel, der rammes.

Undersøgelse og svar

Hos kvinder tages en prøve af sekretet fra urinrøret og livmoderhalsen med en vatpind. Hos mænd tages urinprøve eller prøve med en vatpind. Svar på prøven kan gives efter en uge.

Behandlingen

Klamydia er let at behandle. Du vil få recept på antibiotikum. I den første uge anbefales det, at du ikke dyrker sex.

Hvordan forebygges smitte?

Det er vigtigt, at den eller de personer, du har haft sex med de sidste 6 måneder bliver undersøgt for klamydia, også selvom de ikke har symptomer. Husk at bruge kondom for at undgå smitte fremover.

Graviditet

Er du gravid, er det særlig vigtigt at få behandlet infektionen, da klamydiainfektion kan overføres til det nyfødte barn under fødslen. Det kan resultere i øjen- eller lungebetændelse.

Redaktør