Kikkertoperation i knæet (sammensyet menisk) - øvelser

Genoptræning til efter en kikkertoperation i knæet med sammensyning af menisk.

Kort om øvelserne

Når du er blevet opereret, skal du lave øvelser for at genoptræne bevægelighed, få styrke i musklerne og for at undgå blodpropper. Du skal starte din genoptræning hurtigst muligt, da det giver det bedste resultat.

Du skal træne 3 gange om dagen. Vi taler med dig om, hvor mange gange du skal lave de enkelte øvelser. For at få en god balance mellem hvile og træning, skal du fordele træningen ud over dagen.

Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner. Følg den plan, du har fået udleveret sammen med den smertestillende medicin.

Bevæg fødderne ofte

Du skal vippe med fødderne så ofte som muligt for at hjælpe blodomløbet i gang.

Øvelse 1 

Du skal ligge på ryggen med strakte ben. Du kan eventuelt lægge et sammenrullet håndklæde eller en hård pude under anklen.

  • Bøj foden på det opererede ben opad, spænd i låret, og pres knæet mod underlaget.
  • Hold stillingen i 5 sekunder, og slap af.
  • Gentag med modsatte ben. 

Øvelse 2 

Du skal ligge på ryggen.

  • Stræk det opererede ben, og løft det op, så meget du kan.
  • Vip med tæerne i 10 sekunder.
  • Sænk benet igen.
  • Gentag med modsatte ben. 

Øvelse 3 

Du skal sidde yderst på en stol med en klud eller plastikpose under foden.  

  • Bøj det opererede ben, så meget som skinnen tillader, og træk foden ind mod dig. Hælen skal blive i underlaget.
  • Hold stillingen i 20 sekunder.
  • Lad foden glide frem igen.

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/yr6 eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør