Gå til hovedindhold

Itraconazol - Behandling med (svampemedicin)

Information om behandling med Itraconazol mod infektion med svamp i lungerne eller svær allergisk reaktion på skimmelsvamp.

Hvad er Itraconazol?

Itraconazol er et lægemiddel, der gives mod infektion med svamp i lungerne eller mod svær allergisk reaktion på skimmelsvamp.

Itraconazol findes som kapsler på 100 mg. Medicinen udleveres i Lungeklinikken, typisk til 2 måneder af gangen.

Hvordan tages Itraconazol?

Du skal tage Itraconazol 2 gange dagligt umiddelbart efter et måltid, og du kan med fordel tage Itraconazol sammen med drikkevarer med syre i (eksempelvis cola eller juice), da det forbedrer optagelsen af medicinen.

Kapslerne skal synkes hele. Dosis er individuel og aftales med lægen.

Du får taget blodprøver for at måle koncentrationen af Itraconazol i kroppen. For lav koncentration giver manglende effekt, og for høj koncentration giver øget risiko for bivirkninger. Du aftaler med lægen, hvornår du skal have taget blodprøver.

Det er meget vigtigt, at du den dag, du skal have taget blodprøver, venter med at tage Itraconazol til efter blodprøven. Ellers vil vi få et forkert resultat.

Du får svar fra lægen efter ca. 2 uger.

Anden medicin

Du skal fortælle lægen, hvis du får anden medicin. Flere lægemidler kan nemlig påvirke virkningen af Itraconazol.

Medicin mod for meget mavesyre nedsætter virkningen af Itraconazol og skal derfor tages enten 1 time før eller 2 timer efter Itraconazol. Hvis du kan undvære denne slags medicin, vil det være at foretrække.

Hvilke bivirkninger kan Itraconazol give?

De hyppigste bivirkninger er hovedpine, kvalme og ondt i maven.

Hvis du oplever bivirkninger, også andre end ovennævnte, bør du kontakte os.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden