Hormoncremer (binyrebarkhormon)

Hormoncremer kan bruges til behandling af symptomer fra forskellige hudsygdomme.

Hvad er hormoncreme?

Det aktive stof i hormoncremer er binyrebarkhormon, som er rørt op i creme eller salve. Hormoncreme kaldes også binyrebarkhormon, steroidcreme eller kortisoncreme.

Hormoncremernes virkning er velkendt. De har været anvendt i mere end 50 år. De er effektive til behandling af forskellige hudsygdomme. Hormoncremer dæmper symptomer som irritation, rødme og kløe i huden.

Forskellige styrker

Hormoncremer findes i 4 forskellige styrker (gruppe 1 – 4), hvor gruppe 1 er en mild hormoncreme, som købes i håndkøb og gruppe 4 er en ekstra stærk hormoncreme. Hvilken styrke, som anvendes, afhænger af, hvor på kroppen cremen skal anvendes og hudsygdommens sværhedsgrad.

Hvordan bruges hormoncreme?

Hormoncreme skal smøres direkte på udslættet og man skal undgå at behandle den raske hud. Hormoncremen smøres på i et tyndt lag i hårenes vokseretning. Til at beregne mængden af creme, som skal bruges, kan fingerspidsreglen benyttes:

Fingerspidsreglen: Den mængde creme, der kan ligge på den
yderste fingerspids, skal kunne dække et område svarende til
personens 2 håndflader.

Hvor ofte der behandles er forskelligt. Det er derfor vigtigt at aftale en behandlingsplan med lægen og derefter følge den.

Trap langsomt ned

Det er vigtigt hurtigt at starte behandlingen med hormoncremen, når der er udslæt.

Når udslættet er i ro er det vigtigt, at behandlingen aftrappes langsomt, fordi udslettet ellers kan blusse op igen. Hvis det blusser op under nedtrapningen, anbefales det at behandle dagligt igen. Følg behandlingsplanen som lægen eller sygeplejersken giver dig.

Er der bivirkninger ved hormoncremer?

Der er som regel ikke bivirkninger ved behandlingen, når anbefalingerne fra lægen følges. Ved meget langvarig behandling kan huden blive tynd, og der kan komme blodsprængninger i de små kar.

Vær opmærksom på at fugtighedscreme er en del af behandlingen

Der behandles med fugtighedscreme cirka 30 til 60 minutter før eller efter behandlingen med hormoncreme, alt efter hvor tør huden er.

Redaktør