Hjælp dit barn med at klare stik og blodprøver

I denne patientinformation har vi samlet en række gode råd til dig som forælder. De kanvære med til at gøre smertefulde procedurer mindre smertefulde og angtsprovokerende forbørn og unge.

Tal med dit barn: Fortæl barnet, hvad der skal ske. Gør det i tilpas god tid før proceduren. Vær ærlig. Fortæl, at du er med under hele processen, og at sygeplejersken/lægen er der for at hjælpe.

Uvished og fantasi: Hvis dit barn bliver overladt til uvished og sin egen fantasi, kan det gøre smerteoplevelsen værre for dit barn.

Valgmuligheder: Det er ikke muligt at vælge, om proceduren skal foretages eller ej. Barnet kan vælge at få sit yndlingslegetøj, bamse, tablet, smartphone eller lignende med, og må gerne sidde på skødet af dig.

Anerkend barnet: Sig gerne til barnet ”du klarer det flot”. Positive og opmuntrende ord hjælper barnet under proceduren.

Efter proceduren: Tal det igennem med barnet, ros dit barn, og vis barnet, at det var flot klaret. Forsøg at flytte barnets fokus til noget, der gik godt under proceduren.

Rolige forældre giver trygge børn: Dit kropssprog, og din attitude smitter af på barnet, så forsøg at bevare roen og spørg gerne personalet om forløbet for proceduren, så du selv er forberedt.

De 5 gode råd fra personalet

Lokalbedøvelse: Put lokalbedøvende creme på før nålestik for at undgå smerte. cremen skal påføres en time før barnet skal stikkes.

Sukkervand/amning til de helt små børn: Sukkervand eller amning kan have en smertelindrende effekt på dit barn. Start derfor amning eller giv sukkervand 2 minutter før proceduren.

Kropskontakt: Kropskontakt har indflydelse på, hvordan dit barn oplever situationen. Barnet må gerne sidde hos dig. Nær forældrekontakt hjælper de fleste børn til at føle tryghed og bevare roen undervejs.

Afledning: Sang, højtlæsning, sæbebobler, tablet, smartphone, krammedyr og andre former for afledning er meget velkomment. Flyt fokus væk fra proceduren, så barnet får en god oplevelse ud af det.

Forældre: Du kender dit barn bedst. Hjælp personalet med at hjælpe dit barn. Vi forsøger at reducere oplevelser af smerte eller angst, og som forælder kan du hjælpe dit barn ved at være positiv, støttende og opmuntrende under proceduren.

Dit kropsprog er vigtigt

  • Få øjenkontakt
  • Få fysisk kontakt med dit barn
  • Slap af i kroppen
  • Tænk på hvilket kropsprog, du ville bruge, hvis du skulle få dit barn til at smile.

Din adfærd og dit sprog er vigtigt

Her følger først nogle eksempler på ting, du kan sige, som kan hjælpe dit barn. Bagefter er nogle eksempler på ting, du skal undgå at sige.

Hvad der kan hjælpe:

”Forestil dig, du er en superhelt, og at det er en styrkeprøve”

”Hvilken kage skal jeg bage til din fødselsdag?”

”Tag nogle dybe vejrtrækninger”

”Lad os synge sammen”

”Skal vi på legepladsen på hjemvejen?”

”Kan du huske da vi var på ferie...”

Hvad der kan gøre det værre:

”Opfør dig ordentligt”

”Det er snart overstået”

”Er du klar?”

”Jeg ved, det er forfærdeligt”

”Jeg kan heller ikke lide det”

”Jeg køber en gave til dig, hvis du sidder stille”

”Jeg ved, at det gør ondt”

”Du skal ikke være bange”

Tanker hos lidt større børn

Her er nogle eksempler på negative tanker og hvordan de kan vendes til positive tanker.

Det hjælper garanteret ikke --> Jeg har klaret smerter før, så jeg kan klare det igen

Jeg vil ikke være med mere --> Om lidt er jeg på vej hjem

Jeg hader det --> Jeg kan klare det

Jeg vil ikke --> For hver gang jeg klarer det her, bliver jeg en lille smule bedre til det

Redaktør