Gå til hovedindhold

DMSO (Dimetylsulfoxid), blæreskylning med

Information om blæreskylning med DMSO, og mulige komplikationer ved behandlingen.

Om blæreskylning med DMSO

DMSO er et organisk opløsningsmiddel, der anvendes til behandling af smertefuld blæresygdom (interstitiel cystitis) i urinblæren.

Et par uger efter din kikkertundersøgelse af blæren vil første behandling blive indsprøjtet i din blære. Slimhinden i blæren skal være helet efter en eventuel biopsi fra blæren.

Blæreskylningerne foregår i klinikken 1 gang om ugen i 4 - 6 uger. Behandlingen varer en ½ time, men afsæt 1 time til hvert besøg. Herefter skal du vedligeholde skylning 1 gang om måneden afhængig af behandlingsresultatet.

Forberedelse til skylning

Du vil ved hvert besøg blive bedt om at aflevere en urinprøve for at sikre, at du ikke har blærebetændelse. Blæreskylningen udføres ikke, hvis du har tegn på blærebetændelse eller synligt blod i urinen.

Er du gravid, kan du ikke behandles med DMSO.

Sådan foregår behandlingen

Du får lagt et tyndt kateter via urinrøret op i blæren. Sygeplejersken sprøjter 50 ml DMSO opløsning ind i blæren, og fjerner derefter blærekateteret igen. Du skal holde væsken i blæren i 30 minutter, men ikke længere.

Ubehag under behandlingen

Du kan få kraftig vandladningstrang eller blæresmerter. Er dette tilfældet, må du lade vandet inden de 30 minutter er gået.

For at mindske generne vil du ved de næste besøg få indsprøjtet en væske med lokalbedøvelse i blæren i 20 minutter før behandlingen.

Ubehag og komplikationer

DMSO vil give lugtgener i det første døgn efter skylningen. Sved og udånding vil have en stærk hvidløgslugt. Stoffet har som regel ingen bivirkninger. Du kan opleve forværring af smerter og svie ved de første skylninger, men derefter vil du ofte mærke en bedring af dine symptomer.

Efter hver behandling bør du drikke rigeligt i de efterfølgende timer for at undgå blærebetændelse.

DMSO optages let gennem huden, og kan være skadeligt. Derfor omgås personalet beholdere og katetre med de nødvendige forholdsregler.

Henvendelse ved komplikationer

Ved eventuelle komplikationer skal du i dagtiden henvende dig til Urinvej-ssygdomme, Klinik 1. Uden for klinikkens åbningstid, skal du ringe til Akuttelefonen 1813.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden