Gå til hovedindhold

Caverject injektion

Information om injektionsbehandling med Caverject, der bruges ved rejsningsproblemer.

Kort om behandlingen

Caverject er et middel mod rejsningsproblemer. Efter indsprøjtning (injektion) i penis udvides blodkarrene, og på den måde fremkaldes rejsning (erektion).

Du køber Caverject på apoteket. Ænsken indeholder 2 sæt injektioner. Du skal bruge et sæt hver gang. Hvert sæt kan kun benyttes 1 gang. Hvert sæt indeholder 2 spritservietter, 1 sprøjte og 1 nål. 

Illustration af sæt med Caverject

Du kan købe en Caverject injektion 10 mikrogram (hvidt stempel). Den kan indstilles til enten 2,5 mikrogram, 5 mikrogram, 7,5 mikrogram eller 10 mikrogram. Eller du kan købe Caverject 20 mikrogram (lyseblåt stempel). Den kan indstilles til enten 5 mikrogram, 10 mikrogram, 15 mikrogram eller 20 mikrogram. 

Startdosis aftales med sygeplejersken eller lægen. 

Startdosis: _____________________

Øg med 0,1 ml per gang indtil du får tilfredsstillende effekt. 

Sådan gør du

Klargøring

1. Afsprit toppen af sprøjten med den ene spritserviet.

Illustration af afspritning af sprøjte

2. Skru nålen på. 

Illustration af nålen der påsættes sprøjten

3. Hold sprøjten lodret mens du skruer det hvide/lyseblå stempel helt i bund. Herved blandes pulver med væske. Vip sprøjten fra side til side indtil pulveret er helt opløst, og væsken er klar som vand. 

Illustration af sprøjte hvor pulver og væske blandes

4. Hold sprøjten lodret og tryk på det hvide/lyseblå stempel til du mærker modstand. Herved fjernes luften fra sprøjten.

Illustration af hvordan luften fjernes fra sprøjten

5. Hold sprøjten vandret og se på den lille "rude" på siden af sprøjten. Indstil dosis ved at skrue på det hvide/lyseblå stempel. Skru i urets retning. Skruer du for langt - fortsæt i samme retning, til du kommer tilbage til den ønskede dosis. 

Illustration af indstilling af dosis

Injektion

1. Afsprit, med den anden spritserviet, den side af penisskaftet, hvor du vil injicere. 

Illustration af penis der afsprittes

2. Tag fat om penis med den ene hånd. Du skal ikke dreje eller trække i penis. Indfør nålen cirka midt på penisskaftet i en vinkel på cirka 45 grader. Du må ikke injicere i glans (den yderste del af penis) - det gør ondt, og medicinen får ikke effekt. 

Illustration af injektionsvinkel

3. Indfør nålen helt i bund og tryk på det hvide/lyseblå stempel til du mærker modstand. Den dosis du har indstillet sprøjten til, er den dosis der er mulig at trykke ud af sprøjten. Den resterende mængde medicin kan og skal ikke bruges. 

Illustration af injektion

4. Træk nålen ud igen og massér let på injektionsstedet. 

Effekt og anvendelse

Der ses maksimal effekt efter cirka 10-15 minutter, men dette varierer fra person til person. 

Effekten ophører, når der ikke er mere medicin i penis, dette varierer også. 

Der skal gå mindst 24 timer mellem hver injektion. Dette er for at sikre, at alt medicin er ude af kroppen, før ny medicin tilføjes. 

Medicinen må benyttes højst 3 gang per uge. 

Vær opmærksom på!

Oplever du fuld erektion i mere end 4 timer, skal du ringe til Akuttelefonen 1813, der vil henvise dig til Akutmodtagelsen på Herlev Hospital.

Recept og tilskud

Den første recept udskrives af en læge i Afdeling for Urinvejssygdomme. Herefter skal egen læge udskrive recepter. 

Tilskud på medicinen (enkelttilskud) kan søges, hvis medicinen får effekt. Du skal derfor kontakte afdelingen, når medicinen er forsøgt, og der er effekt. Herefter vil afdelingens læger søge Lægemiddelstyrelsen om tilskud til dig. 

Du og apoteket får automatisk besked, når tilskuddet er godkendt. Tilskuddet er blivende og med tilbagevirkende effekt. Tilskuddet gives efter nedenstående beløbsgrænser. 

Gældende beløbsgrænser ved medicintilskud
Årlig udgift per person før tilskud Tilskud til personer over 18 år
0 - 1.110 kr. 0%
1.110 - 1.865 kr. 50%
1.865 - 4.055 kr.75%
4.055 - 22.055 kr. 85%
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden