CT-skanning af lunger og bughule med kontraststof

CT-skanning er en røntgenundersøgelse, som kan bruges til at vurdere lunger, bughulens organer, blodkar og lymfesystem.

Om CT-skanning

En CT-skanning (Computed Tomography) er en avanceret røntgenundersøgelse, der giver detaljerede billeder af kroppens forskellige væv og organer. En CT-skanning med kontraststof gør forskellen på blodkar, organer og væv tydeligere på billederne.

Du skal have lavet en CT-skanning af din brystkasse og overkrop.

Hvor foregår undersøgelsen? 

Undersøgelsen foregår på Røntgen og Skanning, Gentofte Hospitalsvej 4A, Stuen og varer 10-20 minutter. 

Der kan forekomme ventetid, og det er derfor en god ide, at du afsætter 1-2 timer til undersøgelsen. 

Hvad kan undersøgelsen vise?

Skanningen bliver brugt til at vurdere lunger og bughulens organer, blodkar og lymfesystem ved udredning af eksempelvis betændelsestilstande, kræft og kræftspredning.

Hvis skanningen viser, at der er forandringer ved lever, nyrer eller binyrer, og røntgenlægen skønner, at du bør undersøges nærmere, vil du også få taget en ultralydsundersøgelse.

Forberedelse til undersøgelsen

Du kan hjælpe os ved tage tøj på, der er let at tage af og på. 

Smykker, knapper, lynlåse og lignende skal være fjernet fra undersøgelsesområdet, da disse kan give forstyrrelser i billederne eller dække over vigtig information.

Ved skanningen får du en indsprøjtning med kontraststof. Har du nyresygdom, diabetes, hjertesygdom eller får du medicin, der påvirker nyrerne, skal man være forsigtig med at give jodholdigt kontraststof. 

Lægen, der henviser dig, sørger for, at du får taget en blodprøve, der viser, hvordan dine nyrer fungerer. Prøven skal være taget indenfor 7 dage før CT-skanningen udføres. Vi anbefaler, at du drikker ½-1 liter væske før undersøgelsen pga. kontraststoffet.

Hvis der er mulighed for, at du er gravid, skal du kontakte Røntgen, da dette kan have indflydelse på gennemførelse af undersøgelsen.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår, mens du ligger på skannerlejet. Personalet sikrer, at du ligger korrekt og så komfortabelt som muligt. Personalet går uden for rummet under skanningen. De kan se og høre dig hele tiden, og I har mulighed for at tale med hinanden.

Når undersøgelsen starter, får du lagt en plastikkanyle i hånden eller armen, så vi kan give dig kontraststof.

Du skal ligge helt stille under billedoptagelserne, da bevægelser gør billederne uskarpe.

Mange oplever en følelse af varme gennem kroppen, når kontraststoffet sprøjtes ind. Nogle få reagerer med utilpashed eller kvalme. Ved at trække vejret langsomt og dybt kan du dæmpe ubehaget.

Efter undersøgelsen

Da du har fået en indsprøjtning med kontraststof, skal du sørge for at drikke mindst 1 liter væske resten af dagen.

Resultat af undersøgelsen

Billederne skal analyseres og beskrives af en radiolog. Du får derfor ikke resultatet med det samme, men aftaler tid til svar på undersøgelsen med en sygeplejerske i afdelingen.

Forventet svar på undersøgelsen er 7 hver dage.

Ved afbud

Hvis du er forhindret i at møde til det aftale tidspunkt, bedes du kontakte os.

Ydereligere information

Vil du læse mere om røntgenstråler så kig på Røntgens hjemmeside www.gentoftehospital.dk/roentgen-skanning

Du kan også læse i Patienthåndbogen på www.sundhed.dk

Redaktør