Bughulen - CT-skanning uden kontraststof

CT-skanningen giver detaljerede billeder af bughulen.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning) af bughulen. CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder af kroppens organer, knogler, blodkar og væv.

Skanningen kan blandt andet vise, om du har brok. Den kan også bruges til kontrol efter en operation eller anden behandling.

Undersøgelsen varer 10-15 minutter, men det er en god idé at afsætte 30-60 minutter, da der kan opstå ventetid.

Foto af CT-skanner

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer.

Undersøgelsen

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Smykker og nogle typer af tøj med fx knapper, lynlåse og pailletter forstyrrer skanningsbillederne. Du vil derfor blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt tøj fra det område, der skal undersøges.

Undersøgelsen

Vi hjælper dig til rette på det leje, som kører dig på plads i CT-skanneren.
Du skal ligge helt stille på ryggen under skanningen, så billederne bliver skarpe. Du er alene i rummet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør