Gå til hovedindhold

Bryst - undersøgelse ved ultralydsskanning

Ved hjælp af lydbølger dannes detaljerede billeder med en ultralydsskanner. Det kan være, man evt. også skal have foretaget en vævsprøve.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt dine bryster ved en ultralydsskanning. Ved en ultralydsskanning bruger vi lydbølger til at danne billeder af brysterne. Lydbølgerne udsendes og opfanges via et ultralydshoved, som føres hen over huden. Undersøgelsen består også af en lægeundersøgelse. I nogle tilfælde tager vi en vævsprøve fra brystet.

Undersøgelsen varer 15-30 minutter, men det er en god ide at afsætte 1 time, da der kan opstå ventetid. Hvis du skal have taget en vævsprøve, bliver undersøgelsen forlænget med 30 minutter.

Vigtig forberedelse

Undgå talkum og creme

På dagen for undersøgelsen må du ikke bruge creme, talkum eller pudder på og under brysterne, da det kan forstyrre undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Så er der mindre at holde styr på, mens du er på hospitalet. Vær desuden opmærksom på, at hospitalet som udgangspunkt ikke erstatter smykker, kontanter eller andre genstande, hvis de bliver væk.

Undersøgelsen

Undersøgelsen

Undersøgelsen begynder med, at lægen mærker efter forandringer i dine bryster og armhuler. Herefter ligger du ned, mens du bliver ultralydsskannet. Ved ultralydsskanningen smører lægen gelé på dit bryst og fører et ultralydshoved hen over huden med et let pres. Via ultralydshovedet dannes der billeder af dit bryst, som vises på en skærm.

Hvis lægen finder forandringer i et bryst, bliver du tilbudt en vævsprøve (nålebiopsi). Vævsprøven bliver taget med det samme. Hvis der er forandringer i brystet, som ikke kan ses tilstrækkeligt tydeligt ved ultralydsskanningen, får du en ny tid, hvor du kan få taget en vævsprøve med røntgenundersøgelse.

Lægen ultralydsskanner igen for at se, hvor prøven skal tages fra. Du bliver tilbudt lokalbedøvelse, før vævsprøven tages med en nål.

Efter undersøgelsen - uden vævsprøve

Svar på undersøgelsen

Har du ikke fået taget vævsprøve, får du svar på selve undersøgelsesdagen af den læge, der har undersøgt dig.
Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk

Efter undersøgelsen - med vævsprøve

Plasteret skal sidde i 24 timer og må ikke blive vådt

Du får sat et specialplaster på, der hvor prøverne er taget fra. Plasteret skal sidde i 24 timer, hvorefter du kan fjerne det. Det må ikke blive vådt.

Hold øje med såret

Der kan gå betændelse i et sår, også selvom der kun er lavet en lille åbning på huden. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis såret bliver rødt, væsker, hæver eller buler ud, eller hvis du pludselig får høj feber.

Du kan få et blåt mærke

Du kan få et blåt mærke og hæve lidt, der hvor vævsprøven er taget fra. Det er normalt og går over af sig selv.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på vævsprøven efter cirka 7-10 dage. Du får enten svaret ved en samtale eller brev via Digital Post. Du bliver informeret om, hvordan du får svar, når du er færdig med undersøgelsen.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden