Brud på kravebenet, operation for

Her får du informationer om operation for brud på kravebenet, hvordan operationen foregår, og hvordan du skal forholde dig efter operationen.

Et røntgenbillede
Røntgen, der viser brud på kravebenet.

Kort om operationen

Du skal opereres for brud eller manglende heling af brud på dit kraveben (clavikel). Operation kan være aktuel, hvis der er

  • betydelig fejlstilling mellem brudenderne
  • fare for, at en brudende kan bryde gennem huden
  • mistanke om kar- eller nerveskade

Operationen varer ca. 1 time.
 
Du skal forvente at komme hjem samme dag, du er blevet opereret.

Det endelige resultat af operationen kan først vurderes efter 12 uger, og du skal først forvente at kunne belaste din arm fuldt herefter.

Nedenfor ses eksempler på skinnetyper, der anvendes ved brud på kravebenet:

Et røntgenbillede af et brud på kravebenet med skinne.
Røntgen, der viser brud på kravebenet opereret med skinne.
Et røntgenbillede.
Røntgen, der viser brud på kravebenet opereret med Hookplate

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.
Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på www.herlevhospital.dk/dwe 

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Risiko for betændelse; hyppighed mindre end 1 %.
I sjældne tilfælde kan der opstå betændelse. Det kan da være nødvendigt med en ny operation.

Skade på nerverne; hyppighed mindre end 10 %.
Nerverne i det opererede område kan blive skadet under operationen. Det giver smerter eller føleforstyrrelser, så du har øget eller nedsat følelse i området.

I nogle tilfælde kan skaden være permanent. De fleste skader er ikke alvorlige og de fleste kommer sig.

Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS);
er en alvorlig, men heldigvis meget sjælden komplikation. CRPS er en reaktion i kar og nerver, som giver smerter, hævelse og stivhed i armen og ned i hånden. CRPS skal behandles individuelt, ofte med steroid, og det kan være et langt forløb. De fleste kommer sig, men desværre ikke alle.

Undgå blodfortyndende medicin

Du skal holde pause fra blodfortyndende medicin og gigtmedicin 1 uge før operationen, medmindre du får andet at vide af lægen. Da nogle naturmediciner og fiskeolie virker blodfortyndende, skal du også holde pause med dette ca. 1 uge før.

Du må gerne tage din øvrige medicin, som du plejer. Hvis du har diabetes/sukkersyge og tager medicin for dette, skal der lægges en plan for, hvordan du må tage medicinen. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Inden operationen skal du sørge for at lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem og hjælpe dig efter operationen. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen. 

På operationsdagen

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Vi anbefaler, at du tager hjemmefra i tøj, der er nemt at få på overkroppen. Tøj der ikke kræver, at du løfter armene for meget. Det kan fx være en skjorte eller en bluse med lynlås.Vi anbefaler bukser med elastik i taljen, da det vil være meget svært at knappe eller lyne, så længe armen er bedøvet.

Fjern make-up, neglelak og smykker

Du skal fjerne al make-up og neglelak inden din aftale. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds naturlige farver af hensyn til din sikkerhed under operationen. Ur, øreringe og andre smykker skal også fjernes.

Mød fastende 

Du skal faste inden operationen. Af hensyn til din sikkerhed under operationen er det vigtigt, at du overholder følgendefasteregler:

  • Du skal faste 6 timer før mødetid, hvilket vil sige, at du ikke må spise fast føde eller spise/drikke mælkeprodukter i 6 timer inden, du møder. Du må heller ikke indtage pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi.
  • Du må drikke klare væsker indtil 2 timer før mødetid. Du må drikke vand, klar saft, kaffe og te. Kaffe og te må dog ikke indeholde mælk eller fløde, men du må gerne putte sukker i.
  • Du må dog højest drikke 2 glas tynd væske (ialt max. 300 ml).
  • 2 timer før skal du stoppe med at ryge.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler.

Operationen

Du bliver bedøvet 

Du får fuld bedøvelse under operationen. Vi giver dig medicin i et drop i hånden, så du sover.

Desuden får du enten en lokalbedøvelse over kravebenet, eller din arm bliver bedøvet med en nerveblokade i skulder/hals regionen inden operationen. Blokaden virker normalt 12-18 timer og for nogle helt op til 24 timer. I den periode vil du være smertefri.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit på ca. 10 cm på langs af dit kraveben. Lægen isætter en skinne på knoglen.

Såret lukkes med tråde eller clips, samt påsættes et plaster.

Efter operationen fortæller lægen dig om operationen. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen. Her skriver lægen, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.

Når du er helt vågen og klar til at komme ud af sengen, bliver du henvist til hvilestuen. Herfra kan dine pårørende hente dig.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været i fuld bedøvelse, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. 
Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Forbinding

Når du er blevet opereret, får du plaster over operationssåret. Det skal sidde i mindst 24 timer.

Hvis plasteret bliver vådt, eller det bløder igennem, skal du skifte det. Du får ekstra plaster med hjem. Så længe såret væsker, er det nødvendigt med et plaster over såret. Det er vigtigt, at du holder plasteret tørt og rent for at mindske risikoen for betændelse.

Vær opmærksom på, at husdyr ikke kommer i nærheden af det opererede område, da det også vil øge risikoen for betændelse i såret.

Trådfjernelse 

Tråde eller clips skal fjernes efter 14 dage ved egen læge. Du skal selv booke tid hos din egen læge til dette.

Brug af armslynge efter operationen

I begyndelsen skal du bruge armslyngen hele tiden, dog ikke under træning eller ved bad og påklædning.Når smerterne aftager, kan du bruge slyngen ved behov. Du bør højst bruge slyngen i 3 uger.

Genoptræning

De første 6 uger efter bruddet må du bruge din arm inden for smertegrænsen. Du skal undgå træk og skub, samt løft. Dit mål skal være at bevæge armen mest muligt indtil smertegrænsen, så du på den måde øger bevægeligheden i armen og gør den stærkere.

Du bliver indkaldt til instruktion i øvelser hos en ergoterapeut/fysioterapeut på hospitalet i løbet af den første uge efter operationen. Tiden sendes i E-Boks til dig.

Vent med at køre bil og cykle

Du kan tidligst begynde at køre bil og cykle igen tidligst 6 uger efter operationen. Du må først køre bil, når du kan føre bilen forsvarligt i henhold til færdselsloven. 

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter cirka 2-4 uger. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere tid, op til 3-6 måneder. 

Ofte kan det være en god ide at opstarte arbejde med lille vægtbelastning og derefter gradvist øge belastningen. Hvis du har brug for en sygemelding efter operationen, kan du få den hos din egen læge.

Kontrol efter operation

Lægen, der opererer dig, vurderer, hvornår der er behov for opfølgning efter operationen. Du får indkaldelsen til kontrol i din E-Boks. Vær opmærksom på, om du skal til røntgen forud for dit besøg hos lægen. Under konsultationen får du svar på, om bruddet heler, som det skal.

Redaktør