Blodtryk i benene - måling (Distal blodtryksmåling)

Ved hjælp af blodtryksmanchetter, der placeres på ankler og fødder, måles blodtrykket i benene.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt blodforsyningen til dine ben. Undersøgelsen varer cirka 1 time.

Hvis du melder afbud

Du skal være opmærksom på, at hvis du aflyser undersøgelsen, kan det betyde, at vi ikke kan tilbyde selve behandlingen af dig inden for de maksimale ventetider.

Vigtig forberedelse

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Undersøgelsen svarer til en almindelig blodtryksmåling. Hvis du lider af ømhed eller stærke smerter i benet, anbefaler vi, at du tager smertestillende medicin inden undersøgelsen.

Hold fødderne varme

Op til undersøgelsen skal du holde dine fødder varme, da det kan påvirke undersøgelsens resultat, hvis de er for kolde ved undersøgelsens start.

På hospitalet 

Undersøgelsen

Du ligger ned, mens du bliver undersøgt. Du skal have strømper og sko af ved undersøgelsen.

Vi sætter blodtryksmanchetter på dine tæer og ankler og måler blodtrykket flere gange. Vi måler også løbende blodtrykket på din arm. 

I enkelte tilfælde skal du også lave en gangtest, hvor du skal gå i et stykke tid - eventuelt på et løbebånd. Derefter måler vi dit blodtryk igen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Redaktør