Gode råd
- Brug uparfumeret fugtighedscreme med højt fedtindhold
- Brug uparfumeret sæbe
- Vask sår og rifter dagligt
- Hold neglene korte
- Brug fugtighedscreme umiddelbart efter bad
- Hold temperaturen i soveværelset kølig
- Brug bomuldstøj og undgå uld
- Undgå tobaksrøg og husdyr med pels for at undgå, at dit barn udvikler astma
Badning
Ved atopisk eksem er det vigtigt at begrænse mængden af bakterier på huden. Bakterier kan give infektion og forværre eksemet. Dagligt brusebad og vask med uparfumeret sæbe holder bakterierne nede. Det anbefales, at badet er kort og vandet ikke for varmt. Varmt vand kan udtørre og irritere huden.
Fugtighedscreme
Du skal anvende fugtighedscreme mindst 2 gange dagligt. Cremen har betydning for barnets velvære og forebygger samtidig eksem. Ved atopisk eksem er overhuden mere tør, da der er større fordampning af fugt fra huden end normalt. Det er derfor vigtigt, at du behandler huden med fugtighedscreme både i perioder, hvor eksemet er aktivt og i eksemfri perioder.
Fugtighedscremer påføres hele huden, ikke kun de områder hvor der er eksem. Der skal gå cirka ½ time mellem påsmøring af behandlingscreme f.eks. hormoncreme og fugtighedscreme.
Ved salver skal der gå min. 2 timer.
Vi anbefaler, at du smører huden straks efter bad, da overhuden er lette at trænge igennem. Oliebade har ingen særlig effekt.
Årstiderne kræver forskellig pleje:
Vinter
En tør hud har brug for ekstra fed creme i vinterperioden. Huden bliver mere tør om vinteren, fordi luftfugtigheden er lavere og fordampningen fra huden er stor. Vælg derfor en creme med høj fedtprocent eller en salve.
Sommer
Om sommeren er det ofte muligt at vælge en creme med mindre fedtindhold. Vi anbefaler, at du fortsat smører huden 2 gange daglig.
Få information om atopisk eksem på www.atopisk-eksem.dk
Ved forværring
Blusser eksemen op, har du altid mulighed for at kontakte os og evt. få fremskyndet en aftale.