Gå til hovedindhold

Astma - undersøgelse

En undersøgelse for astma består af flere dele med visse forberedelser inden.

Kort om undersøgelsen

Når du skal undersøges for, om du har astma, skal du igennem forskellige undersøgelser. Vi laver en NO-måling og en undersøgelse af, hvor godt dine lunger fungerer. Du får også taget blodprøver og et røntgenbillede af din brystkasse.

Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 3 timer i forbindelse med undersøgelserne. Der kan dog opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Kontakt os inden undersøgelsen

I enkelte tilfælde kan vi ikke gennemføre undersøgelsen. Derfor skal du kontakte os på forhånd, hvis du:

  • er blevet behandlet for en infektion i luftvejene inden for de seneste 4 uger
  • er gravid eller ammer, da der er en risiko for, at teststoffet påvirker modermælken
  • har haft en punkteret lunge inden for de seneste 2 uger
  • er opereret i øjnene inden for de seneste 6 måneder
  • har haft et hjerteanfald inden for den seneste måned
  • er opereret i hjernen eller har fået en hjerneskade inden for de seneste 6 uger.

Undgå disse former for medicin

Nogle slags medicin kan påvirke resultatet af undersøgelsen. Derfor skal du undgå følgende medicin i tiden op til undersøgelsen:

  • 24 timer før skal du stoppe med at tage inhalationsmedicin med fx stofferne Vilanterol, Umeclidinium, Glycopyrronium, Tiotropium, Indacaterol, Olodaterol eller Aclidinium (fx Relvar, Anoro, Trelegy, Spiriva, Spiolto, Striverdi, Trimbow, Bretaris Genuair, Eklira Genuair, Ultibro, Seebri, Incruse, Bevespi, Robinul), Formoterol eller Salmeterol (fx Serevent, Foradil, Oxis, Symbicort, Innovair, Seretide, Bufomix, Flutiform).
  • 8 timer før undersøgelsen skal du stoppe med din akutte inhalationsmedicin, fx akut inhalator med stofferne Salbutamol, Terbutalin eller Ipratropium (fx Buventol, Ventoline, Bricanyl, Airomir, Atrovent).

Kontakt os inden undersøgelsen, hvis du har spørgsmål til din medicin, eller hvis du ikke kan undvære din astmamedicin.

Medbring en liste over din medicin

Hvis du tager medicin, skal du medbringe en liste over, hvilken medicin du tager og hvor meget. Det er vigtigt, at vi kender medicinens navn, styrke, dosis og årsagen til, at du tager den. Hvis du ikke har en liste, så tag din medicin med i stedet.

Undgå fysisk anstrengelse

Du må ikke anstrenge dig fysisk på dagen for undersøgelsen, da det kan gå ud over resultatet.

Undgå alkohol

Du skal stoppe med at drikke alkohol 4 timer inden undersøgelsen.

Undlad at spise og drikke 1 time inden

1 time inden undersøgelsen skal du undlade at spise og drikke.

Undgå rygning

Du skal stoppe med at ryge 1 time inden undersøgelsen.

På hospitalet

Undersøgelse for astma ved NO-måling

Til undersøgelsen skal du først trække vejret dybt ind og så puste luften ud gennem en NO-måler i cirka 10-12 sekunder. NO-måleren er et apparat med et rør til at puste i. Svaret kan aflæses på apparatet cirka 1½ minut efter målingen.

Undersøgelse af lungefunktionen

Til undersøgelsen starter vi med at måle og veje dig. Du sidder ned, mens du puster ud gennem et rør, som er forbundet til et måleapparat. Vi vejleder dig undervejs.

I nogle tilfælde kan du blive bedt om at indånde medicin mod astma og vente 15-30 minutter, før du fortsætter. Det gør vi for at se, om medicinen har en positiv effekt på dine lunger.

Ubehag ved undersøgelsen

Hvis du skal indånde medicin til undersøgelsen, vil du muligvis opleve lidt hjertebanken, indre uro og rysten på hænderne. Det er ganske ufarligt og går over af sig selv.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen med det samme eller ved din næste aftale.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden